27
Apr

Teaterforestilling "I al evighed" i Spentrup kirke

Tidspunkt
kl. 19:00
Adresse
Spentrup Kirke, Hastrupvej 1, 8981 Spentrup
Beskrivelse
Kristendommen er et sprog for det, vi aner og fornemmer, men som vi let skubber i baggrunden, fordi vi hele tiden præsenteres for et sprog, der måler, vejer, skubber, maser, finder for let eller forkert. Noget i den stil rumsterede i mit hoved, da jeg en klar oktoberdag sad i den smukke Bregnet Kirke mellem Rønde og Kaløvig sammen med min hustru. Vi var inviteret til en særforestilling af teatret Carte Blanches tankevækkende audio-visuelle teater- performance sammen med en gruppe unge fra én af de omkringliggende skoler. Da vi mødte op, blev vi hver især udstyret med avancerede hovedtelefoner, hvorfra vi på skift var i lydlig kontakt med de tre skuespillere, der med sikker hånd - eller nok nærmere sikker stemme - ledte os rundt i forskellige grupper til forskellige fortællinger, oplevelser og sansninger. Undervejs på de forskellige stationer i kirken var vi på et tidspunkt ved alteret på knæfaldet. Her fik vi hver vores lille del af verden: Langsomt dryssede én af de tre skuespillere først jord i vores skålformede håndflader. Siden kom en lille sten og en lille kvist til, der fik jorden i håndfladerne til at ligne et miniaturelandskab. Vi bar på knæ verden i vores hænder. Og selv om det var længe at sidde knælende i samme position, så var det en fin lille demonstration af hver enkelt menneskes magt og betydning i den skrøbelige natur. Mere skal ikke afsløres her, for i april vil Carte Blanche opføre forestillingen I AL EVIGHED i Spentrup Kirke for Blicherskolens konfirmander. Baggrunden for forestillingen I al evighed er at give deltagerne en både lydlig og kropslig fornemmele af, hvad dybden er i den danske religionsfilosof K.E. Løgstrups formulering om, at vi mennesker altid bærer et lille stykke af hinandens liv i vore hænder. Det er de helt store temaer som tro, eksistens, kærlighed, sammenhæng, evighed og død, der tages op. Nok er der højt til loftet og store tankevækkende ord, men samtidig en sjælden grad af intimitet i forestillingen. På vej hjem i bilen mod Spentrup var der stille. Indtryk og overvejelser skulle lejre sig. Også de unge skoleelever forlod kirken i stilhed og med tænksomme smil på læberne. Hvad vi sammen var vidne til og en del af, var store vigtige overvejelser i mødet med det gamle kirkerum. Det fik os alderspræsidenter til at tænke på digteren Søren Ulrik Thomsen, der har udtalt, at vi mennesker altid lever på to etager samtidig. Et liv på første etage, der er bestemt til de særlige historiske vilkår, som lige netop vi lever under. Dem kan vi forholde os rationelt til, arbejde med, prøve at ændre og forbedre. Og samtidig er der forhold i vores liv, som ikke har med de historiske vilkår at gøre: Vi bliver forelskede, vi elsker, vi mister, vi skal dø. Det er de sidstnævnte vilkår på en anden etage, som vi ikke på samme måde kan forholde os rationelt til. Vi forstår dem ikke på samme grundlæggende måde og må på én eller anden måde nærmere overgive os til det, vi ikke forstår. Det er denne anden etage, vi kan nærme os på kirkebænken, når vi mødes af ord, der er så meget større end alt, hvad vi normalt siger til hinanden. Det er også anden etages sprog, der kan møde os, når vi udsætter os for kunst. Et stykke musik, et digt eller en teaterforestilling, kan som gudstjenesten pege på de grundlæggende sandheder, hvorpå vi bygger vores liv. At vi bærer hinanden og selv bliver båret er én af kristendommens helt centrale sandheder. - Vi har brug for hinanden, for den fælles samtale, både på første og anden etage. Og til det har vi både tro, kirke, kultur, natur og sansning. Det håber vi også, at Blicherskolens konfirmander vil opleve en april-søndag, når de bliver en del af forestillingen I AL EVIGHED. NB: Billederne er dels fra forestillingen I AL EVIGHED, dels kreative kors lavet af Spejderne i Spentrup og indtryk fra det gådefulde og sanselige nordlys over Spentrup den 10. oktober 2024 kl. 11.07 Sognepræst Peter Ulvsgaard.