30
Apr

Læsningsgudstjeneste i Overkirken

Tidspunkt
kl. 19:00
Præst
Pastor Mads Weng
Adresse
Ledøje Kirke, Kirkevej 6, Ledøje, 2765 Smørum
Beskrivelse
Hvad ville der ske, hvis vi hørte hele breve eller bøger af det Ny testamente læst op? Hvad ville der ske, hvis vi ikke med det samme prædikede over det oplæste eller forklarede det, men bare lod det lyde og vi bare hørte det? Hvordan ville det virke i overkirken om aftenen, når solen var gået ned og det eneste lys var fra levende lys i kirkens lysestager? Det finder vi ud af ved denne Læsningsgudstjeneste. Første gang vi prøver det, er tirsdag den 20. februar i Ledøje kirkes øvre etage, kaldet ”Overkirken” kl. 19 Det har været svært at beslutte, hvad der skulle være det første ”stykke”, men jeg har besluttet at debuten bliver 1. Johannesbrev læst op i sin helhed. Planen er som følger: Kl. 18.45 åbner dørene og musikken lyder i overkirken  Vi går i gang kl. 19. Brevet, evangeliet osv., der skal oplæses, introduceres ganske kort Vi beder fadervor sammen Oplæsningen begynder Oplæsningen slutter Jeg lyser velsignelsen (det er først her, jeg beder jer om at rejse jer, så det er en særlig liturgi”let” tjeneste, hvor man ikke skal kunne noget i forvejen, og vores ”liturgipjece” er ikke nødvendig :-) Vi forudser, at vi er færdige med denne del omkring kl.19.30-19.45 Efterfølgende vil der være mulighed for lidt at drikke (kaffe, sodavand eller øl) og de, der måtte have lyst og tid, er velkomne til at blive, og tale om det, vi hørte og hvordan det var. Det er helt frit, hvis man i stedet bare går hjem. Det her er nyt og uprøvet, så jeg er meget villig til at høre, hvad der virker og hvad der ikke virker, og hvilke andre dele af det Nye Testamente, man ønsker læst op. Jeg håber løbende at blive klogere. Hvorfor egentlig gøre det her? Ud over nysgerrigheden på, hvad der ville ske, står der ofte i det Nye Testamente af eks. brevene skal oplæses i menighederne i deres fulde længde. Det kunne være, der er en grund til det. Og evangelierne, ved vi, blev læst op i deres helhed i den tidlige kirke. Det kunne være der var en grund til det. Til en gudstjeneste læser vi altid fra bibelen, men vi læser altid kun et ganske lille stykke. Gudstjenestens form) forudsætter, at menigheden kender  historien, evangeliet, brevet, indgående, men det er sjældent tilfældet. Lidt kækt kan vi med Jesus fortælle en lignelse og sammenligne gudstjenesten og kirken med en filmklub: Gudstjenesten/Kirken er som en filmklub: En filmklub, der kun er interesseret i en lille samling film, men når filmklubben mødes, ser de altid kun en eneste scene, eller når det går højt, tre scener, en fra begyndelsen, en fra midten og en fra slutningen af en af filmene. Aldrig så filmklubben et længere stykke, og aldrig nogensinde så de en hel film på en gang. Alle troede, at de andre havde set filmene, og kendte dem, men det var kun meget få i filmklubben, der nogensinde havde set mere en enkelt scene. Jeg ville elske at være med i et fællesskab, der sagde lad os ”se en hel film”. Og jeg vil gerne være ham, der siger: skal vi ikke ”se en hel film”? Høre en hel del af det Nye Testemante, ordene om Ordet. Jo mere jeg tænker over det, jo mere mærkeligt er det, at det er mærkeligt at foreslå at læse hele dele fra bibelen. Jeg mener, er det ikke mærkeligt, at det virker som en mærkelig ide at læse og høre en hel del fra bibelen, at ”se en hel film”? På den her side, inden vi har afprøvet det, burde det virke normalt Tænk, hvis det gjorde noget!