07
Jun
Skjulte perler - Koncert med Ensemble Karitas
Tidspunkt
kl. 15:00 - 16:00Adresse
Skovlunde Kirke,
Lundebjerggårdsvej 3 A,
2740 Skovlunde
Beskrivelse
Ensemble Karitas inviterer til koncert hvor publikum skal på en ukendt, men smuk rejse. Til koncerten vil der blive opført værker, som enten ikke er kendte i Danmark eller værker der er blevet glemt af eftertiden. “Herre, forbarm dig over os!” Sådan begynder Rheinbergers smukke messe i g-mol, som igennem alle satserne bevarer et æterisk og svævende præg, der altid fremhæver det ligestemmige klangbillede fra sin smukkeste side. Sammen med dirignet Sara Amalie Heise og organist Clemens Christian Balk-Møller skal vi ud over messen dykke ned i estiske folkesange, blive forført af Thora Borch og Tekla Griebel Wandalls smukke sange og meget mere. Borch og Wandall var kvindelige musikere og komponister, som formåede på en gang at avancere deres musik- og kunstideal i en mandsdomineret verden og på samme tid sætte et varigt præg på musikhistorien. Vi vil blandt høre kvinderettighedsforkæmper Olaus Arvesens smukke tekst “Farvel”, der fremhæver menneskers enhed overfor Gud. Den østlige estiske folkemusik står som antitesen til den vestlige musik, idet stemmen her præsenteres fra en anden side. Kontrolleret, kraftigt og skarpt fremføres de fortællinger, som har formet mennesket siden urtiden. Således vil vi i koncerten udforske hele det dynamiske og narrative spænd i værker for lige stemmer - værker som indtil nu blot er skrevet ind som en parentes i musikhistorien. Beskrivelse af Karitas: Ensemble Karitas er et moderne ligestemmigt klassisk ensemble for lyse stemmer, der blev grundlagt i 2019. Navnet Karitas stammer fra det latinske caritas, som betyder barmhjertighed, kærlighed og næstekærlighed. Disse værdier afspejles i korets musikalske valg og fællesskab. Ensemble Karitas har fokus på musik skrevet af kvindelige komponister, hvis værker igennem tiden har stået i skyggen. Koret ønsker at bringe disse værker frem og give dem en naturlig plads som en del af koncertprogrammer rundt omkring i Danmark. Sara Amalie Heise har været dirigent for koret siden 2024. Program: Josef Rheinberger: Messe i g-mol for lige stemmer, op. 187 (1897): I. Kyrie Veljo Tormis: Lauliku Lapsepoli (1966) Josef Rheinberger: Messe i g-mol for lige stemmer, op. 187 (1897): II. Gloria Gabriel Fauré: 2 Motets, op. 65, no. 1: Ave verum (1894) Gabriel Fauré: 2 Motets, op. 65, no. 2: Tantum ergo (1894) Josef Rheinberger: Messe i g-mol for lige stemmer, op. 187 (1897): III. Credo Florence Beatrice Price: Adoration (1951) Josef Rheinberger: Messe i g-mol for lige stemmer, op. 187 (1897): IV. Sanctus Tekla Griebel Wandall: Kantate 1914 (1914) Josef Rheinberger: Messe i g-mol for lige stemmer, op. 187 (1897): V. Benedictus Veljo Tormis: Piirileikkilaulu (1979) Josef Rheinberger: Messe i g-mol for lige stemmer, op. 187 (1897): VI. Agnus Dei Thora Borch: Farvel (1873) arrangement: Sara Amalie Heise Organist: Clemens Christian Balk-Møller studerer til kandidat i kirkemusik på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium under Kristian Krogsøe og Mads Høck. Derudover har han studeret orgelimprovisation på Sibelius Akademiet i Helsinki med særligt fokus på moderne stil. Til daglig virker han som organist i Allehelgens Kirke. Dirigent: Sara Amalie Heise er til daglig kandidatstuderende på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med hovedfag i hørelære- og sangpædagogik ved hhv. Per Bundgård og Jens Søndergaard samt siden 2024 dirigent for Ensemble Karitas. Derudover er Sara ansat som kirkemusiker i Sankt Markus Kirke på Frederiksberg, hvor hun bl.a. dirigerer kirkens spire- og folkekor, og hun er ligeledes medlem af Vokalensemble ÆTLA, som hun var med til at grundlægge.