Dåb i Skivum kirke
Hvis du ønsker dit barn (eller dig selv) døbt i Skivum kirke skal du kontakte sognepræst Lotte Lyngby på mail: LOLY@km.dk eller på telefon: 41675577.
Dåb er en stor og glædelig begivenhed, og vi glæder os til at fejre dåb sammen med jer!
Dåben kan foregå ved søndagens gudstjeneste. Er der ikke gudstjeneste i Skivum den søndag, man ønsker at holde dåb, kan vi tilbyde at arrangere en lille dåbsgudstjeneste planlagt særskilt for jer som dåbsfamilie og jeres gæster.
Det er også muligt at få dåb om lørdagen, men da både præst og øvrige medarbejdere kun er ansat på deltid, kan vi desværre ikke tilbyde dåb alle lørdage. Kontakt Lotte Lyngby og forhør jer nærmere herom.
Det er sædvanligvis desværre ikke muligt at få dåb den sidste weekend i måneden.
Er du i tvivl om, hvorvidt dit barn eller du selv skal døbes, er du velkommen til at bede om en afklarende samtale herom.
Dåb er et løfte til os om, at Gud er med os alle dage, og at vi ikke kan falde ud af Guds hånd. Dåb er at blive badet i kærlighed. Dåb kræver ikke, at man kan bestå en troseksamen. Dåb er noget, der gives til os.