08
Dec

Koncert med Aarhus Strygerensemble

Tidspunkt
kl. 15:00 - 16:00
Kirkedag
2. s. i advent
Adresse
Højvangen Kirke, Mallinggårdsvej 3, 8660 Skanderborg
Beskrivelse
Aarhus Strygerensemble har eksisteret siden 1992 og består af 20-30 strygere, velspillende amatører og professionelle. Vi øver hver onsdag aften i Aarhusområdet, hvor også de fleste af ensemblets musikere bor. Enkelte tager dog vejen fra Silkeborg, Trekantområdet og Aalborg for at kunne spille strygermusik på et seriøst niveau. September hvert år samles vi til en intens arbejdsweekend på Løgumkloster Refugium. Ensemblets hovedinteresse ligger i den skat af musik, som er skrevet for strygeorkester – fra barokmusik til nutidig musik. Med jævne mellemrum spiller vi med solister og/eller udvider med blæsere. Desuden samarbejder vi jævnligt med kor om opførelse af større værker, bl.a. Mozarts Requiem, Mozarts c-molmesse, Händels Messias, Mendelssohns Elias, Haydns Skabelsen, Brahms’ Ein deutsches Requiem, Bachs Juleoratorium (alle seks dele), Faurés Requiem og til 500 års jubilæet for reformationen Weyses nyrestaurerede Reformationskantate. Om dirigenten: Michelle Rakers er uddannet i ensembleledelse ved University of Evansville Indiana, i trompet ved Northwestern University, Evanston, Illinois og i direktion ved The Peabody Conservatory of Johns Hopkins University, Baltimore, Maryland – USA. Siden da først og fremmest dirigeret militære brassbands, fra 2004-2018 i Det Hvide Hus i Washington DC. Siden 2014 free lance dirigent, mange gange for Slesvigske Musikkorps i Haderslev. Desuden dirigeret Prinsens Musikkorps i Skive, symfoniorkestrene i Sønderjylland, Odense og Aarhus, samt militærkorps i London, Helsinki og Stockholm. Aarhus Strygerensemble har allerede i 2023 haft glæde af at spille med hende.