01
Jun

Koncert: Stemmer uden Grænser

Tidspunkt
kl. 15:00
Adresse
Skalborg Kirke, Digtervejen 6, 9200 Aalborg SV
Beskrivelse
Kom med til Stemmer uden Grænsers årlige sommerkoncert i Skalborg Kirke. Vi glæder os meget til at fejre sommerens komme sammen med jer og en masse skønne sange. I år kommer vi vidt omkring fra Agnes Obel til Clean Bandit & Jess Glynn med en favnfuld af sange fyldt med god stemning og fantastisk energi til den spirende sommer. I år er vi endda også så heldige at have en superdygtig beatboxer med, som vil give ekstra gode beats og rytmer til koncerten - så glæd jer. Alle er meget velkomne. Koncerten koster 25,- pr. næse (børn under 3 år er gratis). Efterfølgende er der mulighed for kaffe og kage for en lille skilling. Ses vi? Det håber vi. Vi glæder os utrolig meget til at synge for jer og øver på livet løs. Så medbring gerne dine kære, din nabo, din grandtante, din hamster, dine venner fra sten, saks og papirklubben og ja alt andet godtfolk - "store som små, så lover vi, at I (forhåbentlig) en dejlig oplevelse må få". Vi er 30 individuelle kvinder, og sammen er vi det rytmiske kor Stemmer uden Grænser, hvor vi synger alt fra Cohen og Sanne til Robyn og Wonder. I vores hverdag lever vi det hæsblæsende liv i aldersgruppen fra midt tyverne til midt fyrrerne, hvor vi studerer, arbejder, får børn og kærester og alt det andet, livet byder os - men hver onsdag møder vi op for at synge sammen. Og vi ELSKER det. Det er især en oplevelse, når vi kan få lov til at frembringe stemninger hos andre gennem vores sang. For os er koncerterne altid en dejlig og positivt nervepirrende begivenhed. Her synger vi en blanding af gode rytmiske sange. I fællesskabets ånd byder vi også publikum til at synge med på fællessange undervejs. Udover vores koncerter, krydres en korsæson også med kage, sjove indslag og gode fester, og samværet er mindst lige så vigtigt som sangen. Vi er så ambitiøse, som tiden kan tillade os at være.