29
Mar

FRED OG FORSONING

Tidspunkt
kl. 12:00 - 15:00
Adresse
Sankt Jakobs Kirke, Østerbrogade 59, 2100 København Ø
Beskrivelse
KIRKEHØJSKOLE Kirkehøjskolen finder sted i Sognegården og det er gratis at deltage. Tilmelding senest den 25. marts via dette link PROGRAM Kl. 12.00-13.30 Lektor og forfatter Anne Marie Pahuus Fred, forsoning og frihed i en krisetid - med udblik til Hannah Arendt Når krigens rædsler rykker tættere på, bliver spørgsmål om fred og forsoning uomgængelige. Det var tydeligt efter Anden Verdenskrig, hvor troen på politisk samarbejde og samtale måtte genfindes og det er det igen i dag. Foredraget tager afsæt i Hannah Arendts forståelse af det politiske liv som forankret i fødsel og menneskelig frihed. Ud fra Arendts analyser af det ondes radikalitet og det ondes banalitet undersøges ansvar og skyld i relation til personer som Adolf Eichmann, der var medskyldige i millioner af menneskers død, men dækkede sig ind under et totalitært system. Forsoning forstås både som tilgivelse og som et livslangt forsøg på gennem fortællinger og vidnesbyrd at begribe det ubegribeligt onde og det, som af den ene eller anden grund er vanskeligt at forsone sig med. Fred træder frem både som viljen til samarbejde på tværs af forskelle og som saglighed: en særlig måde at forholde sig til sin egen skæbne på. Foredraget inddrager også refleksioner over spændet mellem kærlighed og forsoning i en europæisk krisetid. Anne Marie Pahuus er filosof ved Aarhus Universitet og forfatter til bøger om bl.a. Hannah Arendt og K.E. Løgstrup samt om kærlighed, forsoning og dømmekraft. Kl. 13.30-15.00 Forfatter, filosof og debattør Peter Tudvad Fred og Forsoning eller Aftenlandets Undergang Gennem det seneste år har en gruppe af frivillige afholdt regelmæssige fredsandagter i kirkerne på Møn. Anledningen er selvfølgelig den russiske invasion af Ukraine, der har vakt frygten for en større krig i Europa til live. Men inspirationen stemmer mere håbefuldt, da den kommer fra de fredsandagter i de østtyske kirker, der i 1989 ledte til den fredelige revolution i DDR og den tyske genforening året efter. Øst og Vest blev forsonet og Den Kolde Krig afløst af fred. Nu holdt freden jo ikke, men er alternativet så krigen? Er Vesten Aftenlandet viet til den undergang, som den tyske kulturhistoriker Oswald Spengler profeterede i kølvandet på Første Verdenskrig? Eller er der igen en vej over fred og forsoning til den civilisation, som kristendommen engang var garanten for?