08
Jun
KORET CONCENTUS
Tidspunkt
kl. 15:00Adresse
Sankt Jakobs Kirke,
Østerbrogade 59,
2100 København Ø
Beskrivelse
KONCERT Kom med søndag d. 8. juni kl. 15:00, når Koret Concentus, dirigeret af Toke Brorson Odin, hylder alverdens stemmer med korværker fra nær og fjern, komponeret for både SATB, SSAA og TTBB. Ved koncerten fremføres 'Sange mod Vårdybet'; et smukt og dramatisk korværk for blandet kor med musik af Vagn Holmboe, der baserer sig på færøske William Heinesens fantastiske og gribende digte om livet på Færøerne. Heinesens tekster akkompagneret af Holmboes dramatiske kompositioner fremkalder levende billeder, der skildrer den rå og barske natur, såvel som årstidernes skiften fra forårets frost og kulde til sommerens lys og liv. 'Choral Hymns from the Rig Veda' er endnu et værk, der fremføres ved koncerten. Værket er komponeret af Gustav Holst for sopran og alt og baserer sig på Rigvedaen, som er en gammel indisk samling af vediske sanskrit-salmer. Holst oversatte selv teksterne fra sanskrit til engelsk. Værket er mystisk og drømmende med de smukke harmonier fra stemmerne, der akkompagneres harpe. Harpenist Olga Andreeva vil spille ledsage koret i dette værk. Foruden ovenstående fremføres Boris Ledkovskys 'We Have No Other Help' - et ortodokst værk sunget på kirkeslavisk om tro og håb omskrevet til TTBB - tenorer og bassser - af korets dirigent, Toke Brorson Odin. Foruden dette smukke og gåsehudsfremkaldende værk, synger tenorer og basser også den svenske 'Kom, du ljuva hjärtevän', som er den svenske oversættelse af 'Chum, Chume, geselle min', som nogle af jer måske kender fra Carmina Burana-samlingen. Foruden disse værker, suppleres koncerten af øvrige værker for både hele koret og for et ensemble af korets sangere, hvorved vi altså, foruden korets fulde konstellation, også kommer til at opleve den intime og elegante oplevelse som få stemmer kan give. Entré ved koncerten er et frivilligt beløb, som udelukkende går til korets drift. Vi takker på forhånd!