12
Dec

Ensemble Hovaldt til fordel for Den sociale Blå café

Tidspunkt
kl. 19:30
Adresse
Sankt Catharinæ Kirke, Lille Kirkestræde 1, 9800 Hjørring
Beskrivelse
Ensemble Hovaldt giver julekoncert i Sct. Catharinæ Kirke til fordel for Blå Kors arbejde i Hjørring. Det er 2. gang i år, at den stjernespækkede julekoncert afholdes i Hjørring, og i år medvirker kunstnere fra ind- og udland. Ensemble Hovaldt består af messingblæsere, som fremfører værker, og som på skift er solister. Solister ved årets velgørenhedskoncert er et gensyn med opera- og musicalsangerinde Louise Fribo samt guitarist Per Worm. Per kommer oprindeligt fra Hirtshals og fredag den 12. december kan publikum oplevet et helt specielt værk skrevet til netop denne her koncert. Julekoncerten giver koncertgæsterne mulighed for at komme i julestemning med smuk musik, samtidig med at de i ægte juleånd rækker hånden ud mod udsatte mennesker i vores samfund.   Traditionen tro deltager der internationalt anerkendte solister. I år kan publikum opleve solotrompetist Philip Cobb fra BBC London, Nikolaj Viltoft fra Det Kgl. Kapel, Mattias Johansson fra Aalborg Symfoniorkester og Ian Bousfield tidligere solobasunist Wiener Philharmoniker. Ian har i år en ganske særlig solo på programmet, en melodi han har haft med rundt i hele verden, og opført ved de koncerter hvor han har været solist. Ensemble Hovaldt har eksisteret i 18 år og har gennem årene givet koncerter rundt omkring i hele landet, i kirker, ved Vendsyssel Festivalen og er flere gange blevet transmitteret i radioen. Ensemblet har flere gange spillet i Hjørring Kommune. Den røde tråd i ensemblets arbejde har været at bringe musikere fra Europas førende symfoniorkestre sammen og ad den vej sikre et meget højt musikalsk niveau og samtidig være tro og loyal overfor den arv, der findes indenfor dette specielle område. Ensemblet arbejder efter en model, hvor samtlige udgifter dækkes af fonde, fagforeninger, virksomheder, organisationer og handlende mv., så entréindtægterne går til et bestemt socialt arbejde. Denne jul, og faktisk omkring denne weekend, spiller ensemblet i Hillerød, Brønderslev, Maribo, Grenå og i Københavns Domkirke.  "Jeg glæder mig helt vildt til igen at komme til Hjørring med dette fantastiske ensemble, her har vi altid et virkelig godt publikum og jeg ser frem til med glæde at komme rundt i landet og bringe lidt julestemning", siger Louise Fribo  "Mange har haft udfordringer verden over, og i disse situationer forsvinder fokus fra de mest udsatte. Disse julekoncerter er et fast tilbagevendende punkt i min koncertkalender. Kvaliteten er i top, jeg har lavet et spændende program og derfor håber selvfølgelig, at der kommer et stort publikum. Der er behov for penge til det vigtige sociale arbejde som Den Blå sociale Cafe og de mange frivillige udfører. Det er mit mål at vi kan komme op i nærheden af 30.000,- som kan gå til arbejdet her i byen.” fortæller Thomas  ”Jeg har med stor glæde mærket at mange bakker op, om denne her koncert og dens formål. Mange forskellige har ydet støtte, eller bidraget så jeg kan afvikle denne her koncert. Vi har oplevet en enorm stor opbakning.” ”Udover de fantastiske blæsere så er jeg meget glad for, at jeg i år har fået  Louise med på landsturne igen. Hun var i foråret aktuel på Det Ny Teater i Sound of Music og har senest medvirket i en musikforestilling ”Stolt” på Folketeateret i København. Louise leverer varen, og det kan publikum altid glæde sig til", siger Thomas Hovaldt.  Billetter kan købes via Billetto.dk, hos Betty Mogensens Boghandel eller i døren. Dørene åbner kl. 18.45 For flere oplysninger kontakt koncertarrangør og stifter af Ensemble Hovaldt, Thomas Hovaldt, på telefon 22 87 00 82 eller mail thomashovaldt1@gmail.com