10
Sep
Jazzkoncert med Vincent Ruiz Trio
Tidspunkt
kl. 20:00Adresse
Frihavnskirken,
Willemoesgade 68,
2100 København Ø
Beskrivelse
Torsdag den 10. september kl. 20 inviterer Rosenvængets Sogn til koncert med Vincent Ruiz Trio i Frihavnskirken. Trioen spiller minimalistisk og stemningsfuld jazz, hvor stilhed, rum og tæt musikalsk samspil er centrale elementer. Musikken bevæger sig mellem komponerede strukturer og improvisation og henter blandt andet inspiration fra Bach og Ravel, såvel som fra minimalismen og den europæiske kammerjazz. Vincent Ruiz Trio består af Vincent Ruiz (kontrabas), Anders Vestergaard (trommer) og Rasmus Kjær (flygel). Vincent Ruiz’ aktuelle album Trio – udgivet på det københavnske pladeselskab FELT – var allerede før udgivelse udsolgt og har blandt andre fået opmærksomhed fra Elijah Wood, som har delt musikken. Koncerten finder sted i Frihavnskirkens smukke rum, hvor trioens arbejde med klang, resonans og stilhed får en ekstra dimension. Entré: Gratis adgang Vincent Yuen Ruiz Vincent Yuen Ruiz (f. 1990) er musiker og komponist med base i København. Hans musik kredser om lydens yderpunkter – om klange, der flyder sammen, resonanser, der bliver hængende, og stilheden, der opstår mellem tonerne. Han arbejder på tværs af solomusik, kammermusik, film og større ensembleformater. Ruiz har blandt andet været medlem af den Genève-baserede klavertrio Plaistow, der har markeret sig stærkt inden for schweizisk jazz og eksperimenterende musik. Han spiller desuden kontrabas i Insub Meta Orchestra, et kollektiv med rødder i Genève, som arbejder i krydsfeltet mellem eksperimenterende og elektroakustisk musik. Vincent Yuen Ruiz Trio er hans nyeste musikalske projekt og består af tre musikere, der arbejder langsomt, lyttende og med stor opmærksomhed på både hinanden og det rum, musikken opstår i. Som en del af aftenen spiller Rasmus Kjær – som for tiden er organistvikar i Rosenvængets Sogn - en kort improvisation på Frihavnskirkens orgel. Rasmus Kjær Rasmus Kjær (f. 1982) er pianist, organist, komponist og improvisator. Han er uddannet cand. musicae fra Det Jyske Musikkonservatorium og arbejder i krydsfeltet mellem jazz, improviseret musik, komposition og eksperimenterende musik. Han har udgivet flere albums i eget navn, blandt andet Broken Bow (2012), Orgelimprovisationer (2016), Turist (2019) og EROBOTICA (2024). På Orgelimprovisationer undersøger han kirkeorgelets klanglige og improvisatoriske muligheder, mens Turist bevæger sig i et mere elektronisk og eksperimenterende landskab. Han har desuden udgivet musik i samarbejde med blandt andre Kresten Osgood, Under Byen, Tomo Jacobson og Tanja Schlander og har komponeret musik til teater og scenekunst. I 2020 modtog Turist prisen Best New LP Release ved Perfect Sound Forever's Vinyl Anachronist Awards i USA. I 2024 modtog han et bestillingsværk fra Statens Kunstfond til EROBOTICA 2050. Rasmus Kjær er organistvikar i Rosenvængets Sogn. Anders Vestergaard Anders Vestergaard er trommeslager, komponist og improvisator. Anders har turneret over hele verden og er en del af bandene Yes Deer, Baujillaud, Jesper Zeuthen / Jacob Anderskov / Anders Vestergaard, Blomsten og Laser Nun og har mere end 40 udgivelser på forskellige pladeselskaber. Han arbejder også som solokunstner og har udgivet 3 soloalbums (Eel 2016, Prime Float/Unitary Perfect 2019 og Propeller 2024). Ud over sine faste bands har han samarbejdet med kunstnere som Evan Parker, Moe, Marcela Lucatelli og Taku Unami, og han har optrådt på festivaler som Sound of Stockholm, Roskilde Festival, Taktlos Festival, AMR Festival, Mózg Festival, All Ears, Saalfelden Jazz Festival osv. Han skriver også musik for Crush String Collective og driver pladeselskaberne Abstract Tits sammen med Aron Dahl og Solen sammen med Pauline Hogstrand.