10
Apr

Kirkecafé i Vestkirken

Tidspunkt
kl. 13:30
Adresse
Vestkirken, Platanbuen 6, 2750 Ballerup
Beskrivelse
Abdikation - En dansk sjældenhed Det sendte chokbølger gennem Danmark, da vores populære dronning Margrethe i sin traditionsrige nytårstale meddelte, at hun den 14. januar 2024, på 52 års-dagen for sin egen tronbestigelse, ville trække sig tilbage og overlade tronen til sin søn, kronprins Frederik. Med afsæt i det højaktuelle og ganske uventede tronskifte ser Lars Ringholm tilbage på de ganske få tilfælde af abdikationer i Danmarks historie, der alle ligger mellem 500 og 900 år tilbage i tiden! For i Danmark er der bestemt ikke tradition for, at vores monark trækker sig ”i utide”. Sidst det skete var i 1523, da Christian den 2., blev tvunget til at abdicere efter hans medansvar for Det Stockholmske Blodbad, der førte til Kalmarunionens sammenbrud. Lars Ringholm har gravet lidt i de gamle historier, og har skelet til Europas øvrige monarkier, hvor der er en helt anden tradition for at monarken abdicerer. Samtidig vover Lars Ringholm at se ud i fremtiden. For eftersom vi bliver ældre og ældre - også de kongelige - så er dronning Margrethe næppe den sidste monark i Danmark, der vælger at gå af frivilligt.   Lars Ringholm er foredragsholder, forfatter & skribent Lars Ringholm, 59 år, er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1996. Født og opvokset i Vejle. I 1996 flyttede han til Ringsted hvor han i en kort periode var ansat ved Dagbladet/Ringsted. Herefter selvstændig journalist. Siden 2005 foredragsholder, hvilket har bragt ham rundt i hele landet med sine historiske fortællinger om primært Danmarks og Storbritanniens historie. Desuden forfatter til bøgerne ”De kom til Dachau” fra 1997, ”25 afgørende vendepunkter fra Danmarkshistorien” og ”25 afgørende vendepunkter i verdenshistorien” fra 2007. I 2017 udkom debutromanen ”Livet er også til dig, Martin”.