23
Aug

Tænkepause, Ødum Kirke

Tidspunkt
kl. 19:30 - 20:30
Præst
Mette Krabbe
Adresse
Ødum Kirke, Ødumvej 25, 8370 Hadsten
Beskrivelse
Vi lever i en krisetid. Klimakrise, energikrise, biodiversitetskrise, de unge er i krise, der er krig i Europa igen og vi har netop overstået en corona-krise – al den krisetænkning giver anledning til at sætte fokus på håb. Men udgangspunkt i Bertel Nygaards tænkepause om HÅB vil vi berøre emnet fra forskellige synsvinkler og høre, hvad kristendommen har at sige i den sammenhæng. Vel mødt til en aften om Håb i Ødum kirke! Undervejs skal vi lytte til skøn musik og sang af vokalensemblet Vox Aurum. Det er en a cappella-trio med rødder i den klassiske og kirkelige kor-tradition. Trioens sangere Kirsti Holleufer (sopran), Anna Dohn (sopran) og Sidse Kjærholm (alt) har sunget sammen gennem en årrække, og de har alle en livslang korerfaring og mange timers sangtræning at trække på i det musikalske arbejde i ensemblet. Vox Aurum er særligt optaget af at levere en nær og vedkommende musikoplevelse for publikum, så man føler sig taget med ind i et fælles musikalsk univers. Trioen synger både klassiske satser, strofiske viser og sange fra den danske og nordiske sangskat. Til denne aftens tænkepausegudstjeneste binder Vox Aurum aftenens tema om håb sammen med en række satser, der på forskellig vis alle fortæller noget om håbets mange former og kraft.  Tænkepause”-gudstjenester er korte musikgudstjenester, hvor vi undervejs synger salmer, lytter til musik, ord og bønner og giver os tid til at reflektere over et særligt tema, som en forsker har skrevet om. Temaet for refleksionerne varierer fra gang til gang, men alle tager de udgangspunkt i en af bøgerne fra Århus Universitets serie ”Tænkepauser”, og bliver hver især perspektiveret med tekster fra bibelen.   Om Århus Universitets serie ”Tænkepauser” Tænkepauser er små bøger med store tanker. På kun 60 sider formidler forskere fra Aarhus Universitet deres viden om netop det, de ved mest om. Tag en pause og bliv klogere på alt fra tro, håb og kærlighed til myrer, monstre og skurke. Idéen med serien er at kanalisere forskningen ud til nye målgrupper og ind i hverdagens pauser.