04
Mar
Foredrag: "Fra rocker til præst" v. Martin Bentsen, Silkeborg
Tidspunkt
kl. 19:30Sted
Nr. Jernløse PræstegårdBeskrivelse
I foredraget ”Fra rocker til præst” skal I høre min helt ærlige historie – om en opvækst præget af omsorgssvigt, institutioner, stoffer og en kriminel løbebane, der til sidst endte med 13 år i fængsel og medlemskab af Bandidos. Jeg var blevet opgivet af alle – kommunen, psykologer, systemet… og til sidst også af mig selv. Psykologer og psykiatere havde skrevet i deres papirer, at jeg var uden for pædagogisk og terapeutisk rækkevidde. I kommer til at høre om de indre kampe jeg kæmpede, hvordan jeg gradvist røg længere og længere ud i misbrug – og dybere ind i det kriminelle miljø. Da jeg var med i regeringens bandeexit-program, sagde de ligefrem, at jeg var så håbløs, at de ikke engang ville spilde tid eller penge på mig. De troede simpelthen ikke, jeg kunne ændre mig. Og det blev ovenikøbet bekræftet af lægerne. Det var dér, jeg ramte bunden. I desperation greb jeg ud efter det eneste, jeg ikke havde prøvet: Bibelen. Jeg begyndte at læse – og det blev mit vendepunkt. For første gang i mit liv begyndte jeg at se, at jeg faktisk havde værdi. At jeg var noget værd som menneske. Det ændrede alt. Min måde at se mig selv på. Min måde at se andre på. Og det var dér, jeg vidste, at jeg ikke længere skulle være kriminel – jeg skulle være præst. Men vejen dertil var lang. Jeg skulle lære helt basale ting, som for andre er selvfølgelige: at forstå mine egne følelser, få struktur på hverdagen og finde ud af, hvordan man egentlig begår sig socialt. Man siger så flot, at man bare skal “resocialiseres”. Men sandheden er – man kan ikke resocialisere et menneske, der aldrig har været socialiseret. Det var ikke nemt at bygge et nyt liv op fra bunden. Det var hårdt. Det tog tid. Men det var det hele værd!