16
Maj

Rikke Sandberg spiller Carl Nielsen: Lyden af Danmark

Tidspunkt
kl. 15:00
Adresse
Lundehuskirken, Strødamvej 1, 2100 København Ø
Beskrivelse
Rikke Sandberg er kendt som en usædvanligt udtryksfuld og markant pianist. Hun er konstant tilstedeværende og fuldkommen fordybet i musikken, og hendes kompetencer og talent synes at være uden begrænsninger - hendes repertoire spænder fra tidlig barok til nutidig kompositionsmusik. 2025 var et givende og intenst år, hvor Rikke indspillede Carl Nielsens samlede værker for soloklaver - verdens første komplette indspilning, som inkluderer værker, der ikke før er indspillet, samt Carl Nielsens egne klaverarrangementer af hans scenemusik. I alt godt tre timers musik, som udkommer i maj i år. Hendes forhold til Carl Nielsens klavermusik startede som et venskab og udviklede sig derfra til ren kærlighed – her beskrevet med Rikkes egne ord: ”Carl Nielsens musik er alt det, jeg forstår ved menneskelighed og danskhed, og han har flettet så utroligt mange karakterer, stemninger og smukke melodier ind i sin musik, at det kan være en udfordring at holde styr på alle disse vævetråde - både som udøver og som lytter. Men jo mere jeg involverer mig i musikken, desto større bliver min forståelse og kærlighed.” Rikke er desuden en efterspurgt orkesterpianist. Hun har optrådt bredt internationalt og er initiativtager til Nordisk Kammermusikfestival. Dertil underviser hun på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og virker ofte som jurymedlem i klassiske konkurrencer. Efter koncerten byder kirken på et glas vin, sodavand og lidt snacks.