15
Sep

100 salmer i Sognehuset

Tidspunkt
kl. 19:30 - 21:30
Sted
Løgstør Sognehus
Beskrivelse
Tirsdag den 15. september kl. 19.30 har vi sangaften i Sognehuset ved Løgstør Kirke. I sangaftenens første afdeling skal vi beskæftige os med salmebogstillægget ”100 salmer”. I Løgstør og omegns kirker har vi sunget efter tillægget i 10 år – i nogle perioder mere hyppigt end andre. Salmebogstillægget rummer mere eller mindre etablerede navne blandt salmeforfattere og –komponister. Et af formålene med et sådant supplement til salmebogen kunne være at give nye salmer en chance for at vinde indpas. Vi har vel sunget omkring halvdelen af de 100 salmer ved meget forskellige lejligheder (højmesser, hverdagsgudstjenester, sang- og sogneaftener). I første afdeling skal vi synge et skønsomt udvalg af disse. Noget er måske allerede ved at vinde indpas – andet måske slet ikke. Det bliver spændende. Et eksempel fra den autoriserede salmebog, som i den grad er blevet en kernesalme, er ”Du, som har tændt millioner af stjerner” – den begyndte så småt sin kirkelige gang i ”Tillæg til Den Danske Salmebog 1994”. Den synges som bekendt ganske ofte i dag, så det kan altså lade sig gøre at blive folkeeje, selvom man er ny. Under kaffepausen indhøster vi sangønsker. Og så synger vi i anden afdeling netop den sang fra Højskolesangbogen, som DU har ønsket. Alle er velkomne til disse sangaftner, hvor der er rig lejlighed til at få rørt stemmebåndene. Fri entré – dog traktement: 20 kr.