22
Mar

Forårskoncert i Løgstør Kirke

Tidspunkt
kl. 15:00 - 16:00
Adresse
Løgstør Kirke, Rådhusgade 25B, 9670 Løgstør
Beskrivelse
Efter et par stride vintermåneder, ser vi frem til foråret. Og nu er det her jo - i hvert fald efter kalenderen. Vi fejrer det med en forårskoncert i Løgstør Kirke søndag den 22. marts kl. 15.00. Ensemble Saltarello har sat sig for at spille foråret ind. Det bliver en liflig, alsidig koncert med afsæt i barokmusikken. Det velspillende ensemble består af fire dygtige musikere fra Aarhus, nemlig sopranen Katrine Broch Møller, blokfløjtenisten Jytte Kusk, cellisten Benedikte Borum Engell samt guitaristen Morten Skott, som spiller både på den lidt specielle og sprøde barokguitar og den mere moderne klassiske af slagsen. Vi kommer til at opleve de fire musikere både som fuldt ensemble og i mindre grupper. Vi skal høre musik af sværvægtere som Buxtehude, Bach og Vivaldi. Musikken er valgt, så den passer til foråret. Ind imellem skal vi tillige både lytte til og som fællessalmer synge nogle af årstidens salmer i udsættelse for Ensemble Saltarellos besætning som, i kraft af sin anderledes klangverden, sætter melodierne i et nyt og smukt lys. ”Saltarello” er som bekendt en gammel og meget livfuld, italiensk springdans. Dette dækker fint ensemblets engagerede spillestil, som i høj grad formår at levendegøre den gamle musik på en medrivende måde. Altså en forårskoncert af en art, man ikke bør snyde sig selv for. Alle er velkomne til forårskoncerten i Løgstør Kirke. Entré: 50 kr.