16
Jul
Koncert med Olga Witte Organism feat. Paal Nilssen-Love
Tidspunkt
kl. 20:00 - 21:00Adresse
Langenæs Kirke,
Langenæs Alle 61,
8000 Aarhus C
Beskrivelse
Aarhus Unge Tonekunstnere (AUT) præsenterer Olga Witte Organism: Quantum Gravity Julie Kjær (altsaxofon, basklarinet, fløjte), Jacob Danielsen (tenorsaxofon, basklarinet, kontrabasklarinet, Anja Nedremo (baritonsaxofon), Scott Westh (trompet, flügelhorn), Jeppe Hjøllund (trompet), Christian Tscherning (basun), Rasmus Svale (tuba), Henrik Husum (obo), Klaus Gottlieb (horn), TBA (fagot)), Paal Nilssen-Love (trommer og percussion), Olga Witte (dirigent). Olga Witte er en spændende og prisvindende komponist, der har skabt hvad Jazznyt har betegnet som hendes "helt eget og dybt originale musikalske sprog." I dette værk arbejder Witte med 10 forskellige eksperimentelle og ekspressive blæsere, nogle med baggrund i jazzens verden og andre i den klassiske. De ti fantastiske blæsere vil stå rundt om publikum, mens den fabelagtige trommeslager Paal Nilssen-Love sidder inde i midten af publikum. På denne måde bliver publikum omfavnet af musikken og mærker at musikken ikke sker i rummet, men er selve rummet. De sidste år har Olga Witte arbejdet med transformationer af fysiske teorier til musik. I den forbindelse er hun kommet længere og længere ind i fysikkens verden og dermed også den uundgåelige kvantegravitation, som dette værk baserer sig på. Kvantegravitationen er teorier der forbinder gravitation som den er forstået i Albert Einsteins almene relativitetsteori med kvantefysikken. Dette gælder både i overordnet form, opstilling, instrumentation og de konkrete elementer i musikken. Musikkens lyd og arbejdsmetoder vil være avantgardistisk kunstmusik, og skrives i den spændende grænseflade mellem komposition og improvisation. Disse greb sætter rammer og giver udvalgt frihed til musikerne. Witte integrerer eksperimentel jazz, moderne kompositionsmusik og praksisser fra balinesisk gamelan, som hun har et indgående kendskab til gennem 1½ års musiketnologisk feltarbejde på Bali. Olga Witte er solistuddannet komponist og har skrevet værker til forskellige større orkestre. Hun har modtaget Danmarks ældste jazzpris, Gaffelprisen, med motivationen: ”Olgas engagement, virketrang og nysgerrighed har ført både hende og jazzen vidt omkring. Hun er en af nutidens musikere og arrangører, der bringer jazzen videre." Paal Nielssen-Love har i mange år været en af de mest profilerede trommeslagere i Europa, hvor han har optrådt utallige gange på festivaller og klubber Europa, USA og andre dele af verden og indspillet over 50 albums. Efter at have spillet med Paal Nielssen-Love udbrød Pat Matheny: “He is simply one of the best new musicians I’ve heard during the latest years!”. Og efter at have hørt Paal i ni forskellige sammenhænge ved den samme festival, skrev Down Beat journalisten Dan Quelette: “His week at Molde proved a revelation: Nilssen- Love is one of the most innovative, dynamic and versatile drummers in jazz!” Værket varer ca. 45 minutter og er bestilt af Aarhus Unge Tonekunstnere og støttet økonomisk af Statens Kunstfond og Dansk Komponistforening/KODA kultur. Koncerten er støttet af Statens Kunstfond, Aarhus Kommune og Jazzpuljen. Entré 100 kr - mobilepay i døren. Foto af Hreinn Gudlaugsson.