08
Sep

Sogneudflugt

Tidspunkt
kl. 11:00 - 18:00
Præst
-
Sted
Sogneudflugt
Beskrivelse
Invitation til sogneudflugt Billetsalg starter 1/7 kl. 9.00 Køge Kirke har hermed fornøjelsen at invitere på udflugt en sensommerdag søndag den 8. september 2024. Program Kl. 11.00 afgang med bus fra Køge Kirke (Katekismusgade) umiddelbart efter højmessen. Første stop er Vejleå Kirke i Ishøj, en moderne kirke tegnet af Wohlert Arkitekter (der også har tegnet kunstmuseet Louisiana) med inspiration fra middelalderlandsbykirken og udsmykket med blandt andet seks store glasmalerier af Peter Brandes. Herefter går turen videre til Københavns Sydhavn, hvor vi har reserveret en frokostbuffet med drikkevarer og det hele på restaurant Mellemfortet, måske bedre kendt som Tutten på Mellemfortet. Efter frokosten kører vi nordpå, nærmere betegnet til Bispebjerg, hvor vi besøger den mægtige Grundtvigs Kirke, der blev opført i flere tempi over nitten år. Kirken er tegnet af P.V. Jensen-Klint, der fra starten i 1921 fulgte arbejdet i hver eneste detalje efterfulgt af sønnen Kaare Klint, der færdiggjorde kirken til indvielse i 1940. Til begge kirkebesøg vil vor egen Birgitte Bech give en introduktion. På hjemturen gør vi et stop i Strandparken, hvor vi nyder medbragt kaffe, te og kage. Ankomst ved Køge Kirke ca. kl. 17.30. Tilmelding Senest fredag d. 23. august på kirkekontoret, Kirkestræde 29, hverdage kl. 9-13. Eller ring på 5665 0246 for at reservere, og billetten skal herefter hentes ved personligt fremmøde og betales med DKK 250 eller MobilePay. Husk ved tilmelding at angive eventuel allergi eller vegetar/veganer af hensyn til frokosten. Billetter sælges efter først til mølle og kan ikke refunderes efter d. 23. august. Det er et krav, at du bor i Køge Sogn eller at du har løst sognebånd. Har du allerede betalt din billet, men ikke hentet den, eller er du allerede tilmeldt uden at have betalt, så holder vi din plads indtil den 23. august. Herefter går din plads videre til en på ventelisten. Indbetalinger kan refunderes indtil den 23/8.