09
Dec

Kildevældskoret synger blandede julebolcher

Tidspunkt
kl. 19:00
Adresse
Kildevældskirken, Ved Kildevældskirken 2, 2100 København Ø
Beskrivelse
De har øvet og sunget, sung-et og øvet så godt som hver onsdag siden sidst i august. Og nu er Kildevældskoret så klar til at præsentere resultatet, når det denne onsdag holder dets traditionelle julekoncert i Kildevældskirken. »Det bliver i ordets bedste betydning en god gang blandede julebolcher. Der er ikke noget tema bortset fra julen i sig selv,« siger organist Stefán Arason, der står bag Kildevældskoret. »Som regel kan jeg godt lide at arbejde med temaer, fordi det angiver en retning. Omvendt bliver du også let låst fast for låsens egen skyld, så i år har jeg så at sige kastet slikposen op i luften og så grebet ud efter godterne en efter en. Det har givet mig en stor frihed i valget af repertoire,« siger Stefán Arason. Han grundlagde Kildevældskoret i 2022, og således er denne julekoncert den femte i træk. »Der er noget særligt magisk over netop denne koncert. For det første markerer den afslutningen på året, for det andet er den gået hen og blevet en nyklassisk tradition i vores kirkeliv, og det er da også en koncert, som korets medlemmer ser frem til med ekstra glæde,« siger Stefán Arason. Programmet bliver en blanding af korsang og fællessang, og traditionen tro medvirker der et rytmisk band. »Det hele bliver en rigtig god julecocktail med masser af sødme og juleknas,« siger Stefán Arason. Der er gratis adgang. Tekst Bo Nygaard Larsen