11
Dec
Julekoncert med Kildevældskoret
Tidspunkt
kl. 19:00Adresse
Kildevældskirken,
Ved Kildevældskirken 2,
2100 København Ø
Beskrivelse
Vi er dybt inde i adventstiden, og med denne årlige julekoncert med Kildevældskoret er det svært ikke at komme i den rigtige stemning. Programmet byder på blandet konfekt med julemusik fra Danmark, Tyskland, Frankrig og USA – og i så forskellige genrer som pop, jazz, gospel, salmer og sange fra Højskolesangbogen.»Koncerten udtrykker, hvad julen også er. Nemlig en stor variation i de forskellige udtryk, så alle, uanset musikalske præferencer, kan finde sig selv i den store fest,« siger Stefán Arason, Kildevældskirkens organist og manden bag Kildevældskoret.Han fortsætter:»Når vi taler om musik til advent og jul, er det indlysende, at kirkemusikken med både salmer og de store oratorier fører an. Anderledes kan og skal det ikke være, for det er først og sidst en kristen højtid, vi fejrer. Men musikken har mange udtryksformer, og derfor glæder det mig, at stort set alle genrer byder sig til med sit eget julerepertoire. Det er det, der er med til at cementere julens store betydning, også folkeligt.«Den tredje julekoncertKildevældskoret blev startet i 2022, og således er denne julekoncert korets tredje.»Jeg synes jo, at vi har været her altid, men koret er stadig ungt. Derfor er det altså imponerende, hvordan de omkring 60 medlemmer med vidt forskellige baggrunde og på tværs af årgangene igen og igen formår at få sangen og glæden til at løfte sig. Og det vil publikum tydeligt kunne høre og mærke ved årets julekoncert,« siger Stefán Arason.Udover korets eget repertoire vil koncerten også byde på fællessange.Ved koncerten medvirker et til lejligheden sammensat rytmisk band med Fredrik Rejle, guitar, Tobias Dall Mikkelsen, bas, Nikolaj Dall Mikkelsen, trommer, og Stefán Arason, tangenter og korledelse.Der er gratis adgang.Tekst Bo Nygaard Larsen