31
Maj
Sommerkoncert med Arsis Trio - fra andalusisk ild til brasiliansk varme
Tidspunkt
kl. 16:00 - 17:00Adresse
Jægersborg Kirke,
Søndersøvej 5,
2820 Gentofte
Beskrivelse
En koncert, der bevæger sig på tværs af kontinenter, stilarter og stemninger og sikrer, at du kommer i rigtig sommerstemning! Spanske Manuel de Fallas "Siete canciones populares españolas" danner koncertens klassiske udgangspunkt. De syv sange – oprindeligt folkelige melodier – er bearbejdet med De Fallas særlige flair for dramatik, klang og rytmisk intensitet. Resultatet er et ikonisk værk, hvor spansk folkesjæl og klassisk form smelter sammen til en stærk og sanselig helhed. Herfra glider musikken videre til Brasilien, hvor du møder alt fra elegante choros til pulserende samba og drømmende bossa nova. Musikken bærer præg af både virtuositet og melankoli – og er inspireret af mødet med brasilianske musikere og traditioner under trioens turné til Brasilien i 2023. Som kontrast til de sydlige rytmer rummer programmet også nordiske værker, hvor den danske sommers lethed og lys klinger med. En koncert med masser af musikalske landskaber at gå på opdagelse i. Arsis Trio Arsis Trio er et ensemble med tre unge musikere; Therese Nielsen, sopran, Torbjørn Eika, cello og Alexander Bak-Hansen, klaver/orgel. Trioen har rødder i både den klassiske musik og jazzen og giver koncerter året rundt med et varierende musikalsk program, som er nøje udvalgt til årstiden. Therese Nielsen er en dansk/engelsk sangerinde, sangskriver og komponist. Hun har rødder i både den klassiske musik, jazzen og folkemusikken, og denne stilmæssige bredde giver hende en unik mulighed for at synge et bredt repertoire. Therese studerer på konservatoriet i Malmø. Alexander Bak-Hansen er pianist, organist og arrangør med et bredt virke indenfor både den klassiske og den rytmiske genre. Han er uddannet jazzpianist fra Syddansk Musikkonservatorium og studerer orgel på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Udover sin koncertvirksomhed er Alexander organist i Skt. Jørgens kirke i Næstved. Torbjørn Eika er en anerkendt cellist med et alsidigt musikalsk virke indenfor talrige genrer, som udover den klassiske tradition også tæller folk, jazz og pop. Torbjørn er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København og på Escola de Musica do Rio Grande do Norte i Brasilien. Gratis entré