27
Okt

Filmaften: Det andet offer

Tidspunkt
kl. 19:00 - 22:00
Adresse
Hvornum sognehus, Vadgårdsvej 15, 9500 Hobro
Beskrivelse
Vinderen af den folkekirkelige filmpris Gabriel blev i år det danske drama ”Det andet offer”, som handler om en læge, der laver et fejlskøn under en hektisk vagt. Den viser vi tirsdag d. 27 oktober. Det var en stolt og glad instruktør, som på Landsforeningens årsmøde i juni blev hyldet for sin film ”Det andet offer”. Den vinder Gabrielfilmprisen 2026 fordi den skildrer et menneske, som tvinges til at konfrontere sin egen fejlbarlighed og erkende, at ikke alt i livet kan kontrolleres eller forklares. Sådan sagde Helene Reingaard Neumann fra juryen bag filmprisen og fortsatte:- Det er hendes første spillefilm, men her er ingen usikkerhed. Det er et fuldbyrdet kunstværk, som er mesterligt orkestreret, og hvor alt spiller sammen.- Filmen tager udgangspunkt i en konkret tragedie, men løfter sig op på et universelt niveau. I mødet mellem samvittighed og ansvar og afmagt åbner filmen for et rum for refleksion over nogle af de mest grundlæggende vilkår ved menneskelivet. Instruktør Zinnini Elkington var til stede ved prisoverrækkelsen og sagde:- Jeg laver ikke film for filmens skyld, men for det som sker efter filmen. Den her film har åbnet op for en masse gode snakke, ikke blot blandt læger men blandt mennesker generelt. Så jeg håber, at den også kan være afsæt for en masse gode samtaler i kirkerne. I filmen følger vi den dygtige læge Alexandra, der under en hektisk vagt på neurologisk afdeling påtager sig et ekstra ansvar. Men hendes valg får fatale følger, da et fejlskøn ender i en tragedie. Som skylden spreder sig blandt alle involverede, må Alexandra tage konsekvenserne af sine beslutninger og konfrontere sin egen magtesløshed. Alle er velkomne. Arrangementet er gratis. Der er tid til snak efter filmen, hvor der serveres kaffe/the, en bolle og et par småkager. Velmødt. Vi glæder os til at se jer.