Hvirring kirkes historie

Her kan du læse om Hvirring kirke og om messehaglerne

 

(Af sognepræst Hans-Jørgen Bæk Iversen)

I værket om “Danmarks kirker”, som fortløbende udgives af Nationalmuseet, kan man læse om Hvirring kirke i 9. bind, hæfte 53-54. Det følgende bygger helt og holdent på denne beskrivelse. Vil man vide mere, så må man altså til denne bog. Artiklen her er ment, som en interessevækker.

 

 

Kirken udvendig

Hvirring kirke ligger utrolig smukt i landskabet, nordligst i landsby og sogn med en stor og velholdt kirkegård uden om. Der er et fint indblik til kirken og kirkegården fra både øst og vest. Første gang kirkens navn nævnes i de skriftlige kilder er i 1447. Selve kirken, som er en “statelig” kvader-stensbygning, og som består af skib og kor med apsis stammer fra o. 1200 tallet. Hvirring kirke hører til blandt de største kvaderstenskirker i Jylland. På nordsiden af kirken er de romanske vinduer bevaret. I korets sydside kan ses “spedalskhedsvinduet ganske tydeligt. Det er kendetegnende for Hvirring kirke, at “kvindedøren”, døren i nordsiden af kirken er bevaret og stadig er i brug ved begravelser. Først i senmiddelalderen får Hvirring kirke tårn og våbenhus. Det nuværende tårn, der har pyramidespir med et kors (1997) på toppen, er ombygget i 1778, som der står med tal på tårnets sydmur. “Fritrappen” på nordsiden af tårnet og som fører op i selve tårnet stammer fra 1968.

 

Kirken indvendig

Når man kommer ind i kirken overvældes man af kirkens storhed og skønhed. Dens hvælvinger og dens smukke røde farve, “grundtviganerrød”, som den kaldes i folkemunde. Kirken er farvesat af ingen ringere end den berømte grundtvigske maler Joakim Skovgaard, o. 1919. Oprindelig har kirken haft flade trælofter. I 1497 får kirken hvælvinger i koret og i skibets østerende senere i 1589 kommer de øvrige hvælvinger i skibets vestende til. Korbuen er høj og flot med “rigt profilerede kragbånd i både nord og syd.”

 

Alterbillederne

Det nuværende alterbillede er et kalkmaleri malet af Joakim Skovgaard i 1919. Billedet forestiller Den opstandne Frelser. En tidligere altertavle er bevaret : “Kristus velsignende menigheden.” Det hænger nu lige inden for syddøren til højre for denne, når man er på vej ud. Ved restaureringen i 1986-87 fandt man nogle fund, der “må opfattes som rester af et gyldent alter fra o. 1200.” Alterbordspanelet stammer ligeledes fra 1919 og er bemalet af Joakim Skovgaards søn, J. Th. Skovgaard og menes udført efter en tegning af faderen. Under alterbordspanelet er det middelalderlige alterbord med helgengrav velbevaret. Altersølvet, alterkalk og disk, stammer i sin kerne fra 1699, men består nu af “forskellige dele fra forskellig tid.” Oblatæsken stammer formentlig fra 1918. De 4 alterstager i messing stammer sandsynligvis fra 1918. Til daglig brug er lavet fire nøjagtige kopier i træ. De er lavet af nu afdøde Per Flinterup, Rask Mølle. Den nuværende alterskranke stammer fra 1865. Syd for altret anbragt op mod korets østvæg står en sjælden romansk “piscina” af granit. Den blev flyttet fra kirkegården og ind i kirken i 2000.

 

Døbefonten

Er lige så gammel som kirken selv. den er romansk, af granit. Fonten er 90 cm høj og består både af en kumme og en fod. Foden er af sort granit mens kummen er af rød granit.

 

Prædikestolen

Prædikestolen, en lektorieprædikestol, stammer fra o. 1590. Felterne rummer skriftsteder fra 1917 til 1919. I vægfeltet blev der i 1987 fremdraget et maleri, der forestiller evangelisten Johannes og som angiveligt stammer fra 1837. Stolestaderne er fra 1917-19. I plankegavlene er der vekselvis udskårne kors og blomsterrosetter.

 

Kirkeskibet

Kirkeskibet, “Enhjørningen”, 1942, er en kopi af Jens Munks orlogsfregat fra 1629. Skibet er skænket til kirken af Hakon Lund til minde om hans forældre Jens Johansen og Marentine Lund og ophængt i kirken i 1944.

 

Kirkeklokken

Kirkeklokken blev omstøbt i 1639 på foranledning af Chrestofer Packs til Rask, som der bl. a. står på indskriften.

 

Epitafiet

På skibets nordvæg hænger et stort epitafium i akantusbarok fra o. 1722 over Mourids Hanssen Høyer (død 1722) herre til Rask og hans hustru Gertrud Mouridsdatter Borchast (død 1709). Det består af en sort stentavle med en “kraftig profileret træramme omkring”, der igen er omgivet af “træskåret akantusløv med udskårne figurer.”

 

Claus Clambeks og Birgitte Rosenkrantz`s gravsten

På korets nordvæg er rejst en figursten af sort kalksten fra o. 1591, over Claus Glambek til Rask (død 1591) og Birgitte Rosenkrantz og to små døtre. En gravkrypt under korgulvet rummer skeletterne af de to. Der er stadig mulighed for at se dem ved at flytte den meget tunge “stenlem”, der er sat over indgangen til krypten. Den anden krypt ligger under selve altret. Her er der ingen skeletter. Syd for våbenhuset lyder en mindesten: “Begravede i Kirkens Krypt gennem Tiderne. Jordede her 1940”. I tårnrummet er der opstillet 5 gravsten, ligesom der ligger gravsten inden for de to døre. Uden for kirken vest for våbenhuset ligger der tre såkaldte “bondegravsten i granit fra henholdsvis 1808, 1815 og 1838. Lige nord for kirken tæt ved kvindedøren er der et monument over herre til Rask, Andreas Emanuel Bjørn rejst af hustruen Charlotte Nicoline Kvortrup o. 1810.

 

Jeg vil slutte med, at opfordre jer alle til at besøge både kirken og kirkegården. Det gælder også den smukke Hornborg kirke og kirkegård. Begge Kirker er åbne fra morgenringningen til aftenringningen samt efter aftale.

 

Messehagler i Hvirring Kirke

forfattet af kirkeværge Lone Sørensen

 

Hermed et lille tilbageblik over, hvordan de 4 flotte messehagler kom til Hvirring Kirke.

 

For nogle år siden nedsatte vi i menighedsrådet et udvalg til at se nærmere på messehagler og til at finde en der kunne lave dem. Vi havde nemlig en testamentarisk gave fra Karl Klausen, tidligere Bo-ring, og da disse penge også kan bruges til dette formål, syntes vi, at det var en god idé at bruge dem på messehagler. Udvalget var fra det daværende menighedsråd og bestod af Ellen Poulsen, Bodil Frandsen og Lone Sørensen. Vi ville først se om vi kunne finde en lokal, der kunne lave dem. Men hvor skulle vi lige starte? Jo meget passende var der en udstilling om messehagler i Mølholm sogne-hus og der tog vi til. Det varen spændende udstilling med mange forskellige messehagler og af mange forskellige kunstnere deriblandt Dronning Margrethe. Vi kunne se den, hun har lavet til Haderslev Domkirke. Efter dette besøg fandt vi ud af, at vi havde det samme syn på stilen. Det skulle være en-kelt og ikke for spraglet. Næste skridt i projektet var at besøge 2 vævere henholdsvis på Hjarnø og i Solbjerg.

 

Vi besøgte Bodil Petersen på Hjarnø en dejlig sommerdag i juni. Det var et meget hyggeligt møde og vi fik set nogle af hendes mange arbejder. Vi besøgte også Ester Bové Reintoft i Solbjerg og det var ligeledes et meget hyggeligt møde. Hun viste os også de mange messehagler, hun har lavet. Vi kunne se dem, som skitser i mapper og hun havde også en færdig, vi kunne se. Vi i udvalget, blev meget betaget af hendes måde at væve messehagler på. Ester Bové Reintoft væver dem i et stykke og de er meget enkle og utrolig flotte. Nu skulle vi vise det øvrige menighedsråd, hvad vi havde fundet frem til. Det blev til en lørdagstur rundt i forskellige kirker for at se messehagler i virkeligheden. Vi var i Hatting Kirke og Klosterkirken hvor det er Bodil Petersens messehagler, der er i brug. I Tyrsted Kirke og Tamdrup Kirke er det Ester Bové Reintoft, der har vævet messehaglerne. Alle steder har de fire messehagler, der følger kirkeåret.

 

Vi fik også besøg af Elisabeth Hofman, en væver fra Hillerød. Vi ville nemlig også gerne se hendes messehagler i virkeligheden, så hun tog turen fra Sjælland til Hvirring for at vise menighedsrådet sine værker. Efterfølgende blev menighedsrådet enige om, at det skulle være Ester Bové Reintoft, der skulle lave fire messehagler til Hvirring Kirke. Ester begyndte sit arbejde med at være i Hvirring kirke, hvor hun noterede sig, hvad der er i kirkerummet i forvejen. Hvordan ser altertavlen ud? Hvilke farver er der? Og så videre. Dernæst lavede hun skitser, som senere kunne vises frem. Vi fik i menighedsrå-det vist skitserne på et menighedsrådsmøde. Vi syntes de var meget flotte og de svarede helt til vore forventninger. Der var lidt, vi syntes, der skulle laves om på den grønne og det ville Ester gerne rette. Vi blev så enige om at 2 messehagler skulle være færdige i 2004 og de sidste 2 i 2005.

 

2. Pinsedag kunne vi så indvie den første. Det var den hvide, gyldne. Vi syntes bare den var så flot og så frem til at indvie den grønne messehagel sidst på året. Søndag den 27.februar, 3. søndag i fasten, kunne vi tage den violette messehagel i brug. Det var den tredje i rækken. Søndag den 21. maj 2006 blev så dagen, hvor vi kunne indvie den fjerde og sidste messehagel, nemlig den røde.

 

Vi havde fået biskop Niels Henrik Arendt, Haderslev Stift til at foretage denne indvielse og dagen blev på alle måder meget mindeværdig. Selvom den røde messehagel iflg. Kirkens kalenderår ikke er den messehagel der bruges denne søndag, så var det det den søndag, hvor en travl biskop kunne være at finde i Hvirring Kirke iført rød messehagel. Den er vævet af Ester Bové Reintoft ganske som de 3 andre og ligeledes som de andre er den utrolig smuk.

 

Vi er i menighedsrådet meget glade for, at vi nu har alle 4 messehagler, der dækker kirkens kalenderår helt. Vi er også glade for og sikker på vi valgte rigtig, da vi valgte Ester Bové Reintoft til at udføre vævearbejdet. At det har været muligt, at få alle 4 messehagler, skyldtes jo en testamen-tarisk gave fra Karl Klausen, tidligere Boring.

 

Efter gudstjenesten var menighedsrådet vært ved et lettere traktement og det var nogle hyggelige timer der fulgte her. Der var taler af Else Marie Henriksen, menighedsrådsformand, Niels Henrik Arendt, biskop og Hans-Jørgen Iversen. Ester Bové Reintoft holdt også en tale, hvor hun bl.a. kom ind på sin baggrund som væver (nu pensioneret). Det var Esters farmor, der havde givet hende inspirationen til vævearbejdet sammen med sin opvækst i et meget kristent hjem. Til sidst men ikke mindst holdt Bent Jensen Rask Mølle tale og med den dejlige tale sluttede et hyggeligt arrangement og vi kan alle fremover (ved selvsyn) nyde synet af 4 flotte messehagler, som vi kan være stolte af.

 

Generelt om de fire messehagler

En messehagel skal alene tjene til at gøre en gudstjeneste mere festlig og farverig. Det er en klædning, som præsten tager ovenpå den sorte præstekjole. Først tager præsten en hvid messes-kjorte på og derover så messehagelen. Kirken har fra gammel tid haft sine farver. Det drejer sig om 4 farver, hvid, rød, grøn og violet/lilla. Hver afsnit af kirkeåret har sin farve.

 

Hvid messehagel: Hvid er glædens farve og symbolisere sejr og renhed. Hvid bruges ved højtiderne jul og påske.

 

Rød messehagel: Rød er symbolet for Helligånden og skal samtidig minde os om dem, der igennem årene er døde for Jesus skyld og bruges derfor til pinse og 2. juledag (martyrdag).

 

Grøn messehagel: Grøn er den almindeligste farve i kirkeåret og står for åndelig vækst. Den grønne bruges i hele trinitatistiden, som er langt den største del af kirkeåret.

 

Violet/lilla messehagel: Farven violet/lilla symboliserer først og fremmest anger og bod. I kirken er dette fremme i adventstiden, når vi forbereder os til julen og i fastetiden, hvor det er påsken, vi forbereder os til.