Jep Hansens gravsted

Overkonsistorialraad Jep Hansen

 

ved Anders Boye Andersen.

 

På Hjordkær kirkegård står en gammel gravsten. På stenen står der:

 

Jep Hansen

overkonsistorialraad.

Ridder af dannebrog og dannebrogsmand.

Født 10. marts 1785, død 5. oktober 1860.

Valgt til præst her i menigheden 1821.

Fil. 3,7

 

Hvad der var mig Vinding

det haver jeg for Kristi

skyld agtet for tab, paa det

jeg kan findes i ham.

 

Om Jep Hansen var der en interessant artikel i avisen 21. oktober 1860. Den følger her.

 

Jep Hansen i Jordkiær

Fredagen den 5th okt. døde i Jordkiær Præstegaard ved Aabenraa Overconsistorialraad Jep Hansen, en mand hvis navn havde en fortræffelig klang i hele Slesvig, medens det var saa godt som ubekendt i kongeriget; og dette er intet under, thi som hans hele liv saaledes var hans hele virksomhed fra vuggen til graven knyttet til fødestedet. Den 10de marts 1785 blev han født i landsbyen Sønder Ønløv i Jordkiær sogn, hvor hans fader var bonde, og her tilbragte han sin ungdom, beskæftiget med agerbruget og med landlige sysler, indtil tørsten efter lærdom blev ham for stærk og drev ham fra ploven til bøgerne. I en alder af 27 aar blev han i 1812 student ved Kiels Universitet og tog 1818 theologisk eksamen; men han higede ikke efter lærdom for dennes egen skyld, han søgte den kun som middel til egen dannelse og til gavn for sine omgivelser. Derfor ser vi ham heller ikke, saaledes som de andre, der først i en mere fremrykket alder have kastet sig over studierne, hellige sig til videnskabelig forskning i studerekammerets ro; det var en praktisk og virksom stilling hans hu stod til. Dette maal naaede han allerede den 4de sept. 1821 ved ansættelse som sognepræst i sit fødesogn, det store Jordkiær, hvor han forblev til sin død.

 

Født her midt i den gamle Urnehovedegn, var han en ægte dansk sønderjyde, og hans ophold som student ved Kiels universitet havde ikke formindsket hans sympatier for Danmark. Denne hans danske tænkemaade viste sig dog egentlig først rigtigt i 1848, da den provisoriske regering opfordrede ham til anerkjendelse af dens berettigelse, og han svarede, at ligesom han aldrig havde vidst af nogen anden konge at sige end danmarks, saaledes ville han heller aldrig anerkjende nogen anden end denne. Som en følge af dette svar blev han af oprørsregeringen erklæret afsat, og pastor Grauer fra Læk ansattes i hans sted. Han flygtede nu til kongeriget, hvor han opholdt sig i Ribe, indtil han igen under Tillischs regering kom tilbage til sit embede. Her blev han kort efter udnævnt til Superintendent for hertugdømmets danske del, i hvilken stilling han udviste megen dygtighed og bevarede en uforstyrret ro under alle de direkte og indirekte angreb, han fra tysk side blev gjort til genstand for. Da forholdene i Slesvig blev ordnede og hele hertugdømmet blev samlet under en biskop, opgav han denne stilling, hvorimod han i flere aar fungerede som constitueret provst i Aabenraa provsti.

 

Paa kongens fødselsdag 1851 var han bleven udnævnt til Ridder af dannebrog, og samme dag 1856 benaadet med Danebrogsmændenes hæderstegn. Han var en ganske mærkelig personlighed, en ejendommelig djerv og kraftig karakter, og viste sig ligesaalidt i det ydre som i det indre som nogen fint dannet mand. Hans optræden havde noget imponerende ved sig i al sin jævne simpelhed, og den som engang havde set ham, glemte ham ikke let. Af legemsbygning var han høj og svær, endnu til sine sidste levedage en kraftig olding, trods hans aftagende aandelige og legemlige kræfter. Jævn i tale og manerer, var han det ogsaa i sin klædedragt, og sjældent saa man ham færdes ude, undtagen i store stive støvler over benklæderne.

 

Han talte naturligvis dansk men i den ejendommelige nordslesviske dialekt, og dette sprog fik i hans mund ved hans stærke gennemtrængende stemme en særegen klang. Han var ikke fri for enkelte særheder, og ovre i Slesvig gaar der mange karakteristiske anekdoter om ham fra mund til mund. Enkelte af disse ejendomligheder er f.eks. om hans kærlighed til det franske sprog og den haarnakkethed, hvormed han erklærede sin næsten uforstaaelige udtale heraf for eneste rette, havde et pudsigt anstrøg, men trods det gjorde den høje stærke, hvidhaarede olding dog et ærværdigt indtryk, og "gamle Jep" var ualmindeligt afholdt af sine sognefolk og alle, som kom i nærmere forbindelse med ham. I sine sidste aar havde han stedse kapelan, dels paa grund af embedets store omfang, dels formedelst sin tiltagende svagelighed. Hans hustru, som allerede døde 1835, var en datter af den lærde kirkeraad, professor theolog Edermann i Kiel. Af dette ægteskab havde han flere børn, af hvilke en datter er gift med den højtfortjente Stiftprovst Balslev i Ribe, medens en anden har helliget sine dage til faderens pleie og medhjælp. Og vi kunne ikke forlade billedet af den gamle overconsistorialraads liv, uden at dvæle et øjeblik ved denne datter, hvis navn ikke blot er kjendt og elsket i Nordslesvig, men ogsaa udenfor danmarks grænser. Med en dannelse, vi kunne sige en lærdom, der kun sjældent findes hos det smukke kjøn, har hun ikke blot været den bedste brud for præstegaarden i Jordkiær, men hun har for hele sognet været mere, end man skulle vente af en kvinde, hun har utrættelig og utrættet staaet faderen bi i hans besværlige embedsforretninger, hun har taget sig af sognebeboernes dannelse, og i en lang tid selv holdt bibellæsninger for dem og med dem, og hun har i Jordkiærs præstegaard givet mange fattige og forældreløse børn et hjem og en moder. Der skal gaa mange aar, inden Jep Hansen og hans fromme datter blive glemte i Jordkiær sogn.