14
Apr
»Størst af alt er kærlighed« | Koncert med bryllupsmusik og -salmer
Tidspunkt
kl. 19:00Adresse
Hellevad Kirke,
Bredkærsvej 2B,
Klokkerholm,
9320 Hjallerup
Beskrivelse
Koncert i kærlighedens tegn Hvilken musik gør kirkerummet højtideligt? Og kan en salme sige mere end en kærlighedssang? Hellevad Kirke inviterer til en stemningsfuld koncert med orgelmusik og fællessang, hvor musikken kredser om kærlighed, tro og håb. Programmet byder på både kendte orgelstykker og smukke salmer – mange af dem, som også ofte bruges ved bryllupper. Koncerten er både tænkt som inspiration for kommende brudepar og for alle, der har lyst til at opleve festlig og bevægende musik i kirkerummet. Der er gratis entré, og efter koncerten bydes der på et glas bobler og mulighed for en snak om musik og salmer med de medvirkende. Medvirkende: Organisterne Lasse Christensen og Ulrika Sandström Jensen Sognepræsterne Sandra Fossdal Nielsen og Marie Kirketerp Tirsdag den 14. april 2026 i Hellevad Kirke kl. 19. Følg begivenheden på Facebook. Omtale: Hellevad Kirke inviterer til koncert i kærlighedens tegn Hvilken musik kan gøre kirkerummet højtideligt? Kan en salme sige mere end en kærlighedssang? Midt i april inviterer Hellevad Kirke i Klokkerholm til en koncert i kærlighedens tegn med festlig og bevægende musik og salmer, som egner sig til bryllupper. ”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden”, lyder det fra Paulus’ første brev til korintherne i Det Nye Testamente, som også kaldes kærlighedens højsang. Netop dette tema er i centrum ved en koncert den 14. april i Hellevad Kirke, hvor publikum kan høre musik og salmer, der kunne egne sig til et kirkebryllup. – Vi vil præsentere orgelmusik og salmer som inspiration for kommende brudepar til deres kirkebryllup. Musikken og salmerne er særdeles vigtige ved disse begivenheder, fordi de er med til at skabe den højtidelige ramme. Man kan næppe forestille sig en mindeværdig vielse uden dem., fortæller organist Lasse Christensen og fremhæver, at koncerten i høj grad også er for dem, der gerne vil høre festlig musik og synge gode salmer. Koncerten bliver en vekslen mellem orgelmusik og salmesang, og på programmet kan der høres både navnkundige stykker inden for orgellitteraturen og transskriptioner blandt andet fra folkemusiktraditionen samt gamle og nyere salmer, som på forskelligvis kredser om kærlighed, livets vilkår og håbet for dette. – Når vi bevæger os ind i salmesangen, møder vi foreningen af poesi, tro og musik. Og når treklangen harmonerer, kan nogle af livets helt store temaer som tro, håb og kærlighed blive udtrykt med dybde, fortæller sognepræst Marie Kirketerp fra Hjallerup Sogn. Ved barnedåb, bryllup og begravelse har salmer i generationer sat ord og toner på det, der betyder mest i menneskers liv. Samtidig sker der en stor opblomstring af nydigtede salmer i disse år, som er med til at forny denne arv og tradition. Koncerten arrangeres i samarbejde mellem Hellevad-Ørum og Hjallerup Sogne og finder sted tirsdag den 14. april 2026 i Hellevad Kirke kl. 19. De medvirkende er organisterne Lasse Christensen og Ulrika Sandström Jensen samt sognepræsterne Sandra Fossdal Nielsen og Marie Kirketerp. Der er gratis entré, og efter koncerten indbydes der til et glas bobler, hvor der er mulighed for en snak om musikken og salmerne med de medvirkende.