Om Grindsted Kirke

Den 6. maj 2023 kan vi fejre en 100-års fødselsdag. Fødselaren er Grindsted Kirke, som i sin nuværende skikkelse gennem mindst 6000 søn- og helligdage har kaldt til gudstjeneste, ud over at have været vidne til talløse begravelser, bryllupper og andre kirkelige begivenheder. Og det er en markant skikkelse i bybilleder har gennem et århundrede stået ved byens indfaldsvej fra øst, synlig på lang afstand. En trivelig og travl fødselar, som fylder rundt, men også en fødselar, der er blevet passet godt på gennem tiden. En fødselar, om hvem man kan sige: "Den holder sig godt!"

Som de fleste ved, er Grindsted Kirke en "udbygning" af den tidligere gamle "kullede" kirke, som igen formodentlig var beliggende oven på et gammelt gudehov, først som et kapel, senere med en tilbygning fra formodentlig sidste halvdel af den 13. århundrede, altså under og lige efter det store stenkirkebyggeri i Danmark i 1100-tallet. Efter kristendommens indførelse i Danmark i løbet af 900-tallet blev der bygget talrige kirker af træ i Danmark, flest i Skåne, på Sjælland og på Fyn, færrest i Jylland. Man har fundet stolpehuller som tilkendegiver, at der rundt omkring har stået trækirker af en vis størrelse, og der er ingen grund til at tro, at der er tale om små fattige træskure. Bygmestrene var nordboere, og de tænkte stort. Og de kunne deres håndværk, tænk blot på vikingeskibene og de store vikingelejre, Trælleborgene. De omtalte kirker var imidlertid opført af tømmer, og tømmers holdbarhed er så ringe under danske forhold, at ikke ét træhus fra den tid er bevaret i dag.

Disse trækirker blev gradvis erstattet af stenkirker, og ingen ved rigtigt, hvorfor 1100-tallet er en så rig periode med hensyn til det omtalte stenkirkebyggeri. Der blev vel bygget omkring 1200 kirker i den periode - 1200 ypperlige bygningsværker, hvoraf langt, langt de fleste eksisterer i dag. Initiativet til bygning af en landsbykirke kan være kommet fra en eller flere storbønder i de enkelte områder, og meget kan tilskrives den organisering, landsbyerne var bygget op om. Forarbejdet var enormt og meget arbejdskrævende, og ufattelig meget slid og slæb gik forud for kirkebyggeri, som ikke sådan gik for sig fra dag til dag. Mennesker og dyr sled gennem mange år fra de første tanker om nybyggeri til bygmesteren og hans svende kunne begynde at bearbejde de mange tusinde tunge kampesten, som bønderne i mellemtiden havde samlet og hentet – tit langvejs fra – én for én på slæder, trukket af bomstærke okser. Man byggede kassemure, altså princippet med to stenvægge, en indervæg og en ydervæg, og hver sten skulle hugges til på fem sider, den sjette side vendte indad. Det derved opståede mellemrum udfyldtes så med mindre sten. Det gav en solid dobbeltmur.

Der gik derfor lang tid, før et hus til Guds ære stod færdigt. Byggeriet med de store katedraler i udlandet kunne strække sig over flere hundrede år, og det er fra den tid ”frimureriet” opstod. Middelalderens øvrige håndværkere var lokalt forankrede i et laug, men når det gjaldt kirkebyggeri, var der en "hær" af bygmestre og svende (frimurere), der på den tid drog rundt i Europa og udøvede stenmesterhåndværk. Den almindelige bonde kunne nok håndtere sin økse til træbearbejdning, men stenarbejde var specialistarbejde, og specialister var efterspurgte og skulle behandles med ærbødighed, thi de kunne få arbejde hvor som helst. Hvem andre kunne levere et så kompliceret arbejde, som en korbue, døbefont og søjleportal er? Og disse stenkirker holdt da også i flere århundrede, lige som vores egen kirke, der dog måtte se en ombygning i øjnene i 1921 -23.

I flere hundrede år var vores lille beskedne kirke sognets centrum. Men hedens opdyrkning, jernbanen, ja byen og sognets udvikling i begyndelsen af 1900-tallet gjorde, at en større kirke var nødvendig. Befolkningstallet voksede i en sådan grad, at den lille kirke, trods opførelsen af Nollund Kirke (1915) og Urup Kirke (1919), ikke kunne klare presset. Spørgsmålet var, om der skulle udvides eller bygges nyt, og længe diskuterede man. Den gamle kirke havde ingen arkitektoniske og bevaringsmæssige fortrin, ud over den slanke fine korrunding, der kunne argumentere for bevaring. Men der var til en vis grad store følelser iblandet, og sluttelig vandt et forslag ved arkitekt Harald Lønborg-Jensen, hvorved den gamle kirke skulle indgå i en ny og større helhed.

Hovedtrækkene var, at det gamle kor blev sakristi, det meste af gamle kirkeskib blev kor, og et nyt og højere kirkeskib skulle være kernen i byggeriet, der afsluttedes med et karakteristisk fire-fløjet 28 meter højt tårn. Den tidligere omtalte korrunding indgår nu som en del af altervæggen, idet den blev "blændet" og forsynet mindre bueindgange til sakristiet, en i hver side. En lavning i terrænet mod vest gjorde det muligt at lade kirkeskibets gulv ligge lavere end gulvet i koret. Dette dels "højnede" kirkerummet, dels løftedes alteret derved. Ombygningen må have være mere omfattende end som så, idet det gamle kirkeskib gik helt hen til et sted omkring, hvor prædikestolen i dag er. Den del af den gamle kirke – som altså ”befandt sig” inde i det nye kirkeskib - er således brudt ned og dele derfra muligvis anvendt andre steder i ombygningen. Døbefonten, der er det eneste inventar fra den gamle kirke, som stadig er i anvendelse, bør nævnes. Den øverste del er rigtig gammel og har muligvis i middelalderen stået som et vievandskar, som vi kender det i Sydens katolske kirker. Middelalderens døbefonte var rene badekar, idet børn dengang skulle helt ned i vandet for at blive døbt, og vores døbefont, hvis nederste del er kommet til senere, ville ikke kunne honorere dette krav.

Kirken blev bevist holdt i "gammel" landsbykirkestil, hvidkalket med takkede gavle og røde tagsten, og den bærer – synlig, som den er viden om – det rette tilnavn, "Hedens Domkirke", skønt mangen en konfirmand nok har ledt længe efter den på salmebogens titelblad, hvor landets øvrige 10 domkirker er afbildet. Vi vil helt sikkert de næste små fire år høre mere om vores kirke, mens der arbejdes frem mod en rund fødselsdag af de store.

Skrevet af Niels Green-Hansen