17
Mar

Gud og Grønne skove - Sogneaften

Tidspunkt
kl. 19:00 - 21:00
Adresse
Gistrup Kirke, Gistrup Kirkevej 1, 9260 Gistrup
Beskrivelse
i Gistrup Kirke. Foredrag ved biskop Peter Fischer-Møller. Kendt som den grønne biskop, tidligere biskop over Roskilde Stift. Peter Fischer-Møller er en del af Grøn Kirke og engageret i Folkekirkens grønne omstilling.  Hvordan kan vi som enkeltmenneske, fællesskab og kirke bidrage? Hvordan kan kirkens budskab og spiritualiteten være en styrke i dette? Men hvordan blande kirke og kristendom ind i det? Gistrup Kirke er Grøn Kirke. En af målsætningerne i vores arbejde med Grøn Kirke er at formidle Folkekirkens grønne omstilling via foredrag som dette.  Peter Fischer-Møllers udddybende bemærkninger om foredraget: Gud og grønne skove Jeg er overbevist om, at den globale opvarmning og de den dermed forbundne klimakrise, som er relateret til menneskelig aktivitet ikke mindst vores brug af fossile energikilder, sammen med de naturkriser vi er på vej ind i, er vores og den kommende generations største samfundsmæssige udfordring. Men hvorfor blande kirke og kristendom ind i det? Er vi som evangelisk-lutherske ikke forankret i en toregimentelære, som trygt overlader samfundsmæssige opgaver til politikerne, mens vi i kirken kan koncentrere os om synd og nåde og den personlige eksistens? Nej, sådan kan vi ikke dele opgaverne. Det duer ikke. Taler vi ikke i kirken og den kristne tradition om denne verden, om jorden og naturen og os selv som mennesker som skabt af Gud? Og er kristendommens centrum og omdrejningspunkt ikke, at Gud blev menneske på denne jord? Og puster ånden ikke stadig liv og inspiration i os, så vi kan genkende verden som Guds skaberværk og hinanden som medmennesker? Det kobler for mig at se klima- og miljøudfordringer og kristendom sammen. Ikke sådan at vi af kristendommen kan udlede en bestemt politik, men kristendommen vækker vores undren overfor de mange undere den skabte verden rummer, den giver os et sprog, som giver os mulighed for at dele det med hinanden, den kaster lys over de fælles opgaver vi står overfor, og den udfordrer vores selvoptagethed og kortsynethed. Noget af alt det glæder jeg mig til at drøfte med jer i Gistrup Peter Fischer-Møller