Nyhedsbrev
Oktober 2022
NYHEDSBREV
Skelby-Gedesby-Gedser Sogne
Oktober – november - december 2022
Efteråret går os i møde.
Denne sommer har været ganske speciel for vores kirker i Skelby, Gedesby og Gedser. Vores mange frivillige kirkeværter har holdt kirkerne åbne for egnes mange turister. I Skelby har Bella fra Skelby Gl. Præstegård åbnet kirken for dem der ønskede at se den indefra. Gedser har haft ca. 2.000 besøgende gennem sommeren og ved hjælp at Uwe og Erik har besøgende kunne se Gedesby Kirke hver torsdag.
Desuden har vi med hjælp fra Allan Tønnesen gennemført 3 guidede rundvisning i Gedesby Kirke. Vi har afholdt sommerkoncert, udendørs gudstjeneste i Væggerløse og inviteret til kirkevandring. Sommeren har været fuld af oplevelser.
Men nu er sommeren kun minder. Høsten er i hus, vi har holdt høstgudstjenester og efteråret går os i møde. Børnene holder efterårsferie og snart skifter vi til vintertid. Men som hver årstid har sin charme har de også deres traditioner.
De fleste af kirkernes traditioner blive også dette efterår og denne vinter gennemført. Se nærmere nedenfor samt i kirkekalenderen.
På menighedsrådets vegne - med venlig hilsen,
Erik Nielsen – Formand for menighedsrådet
Få tilsendt kirkernes Nyhedsbrev – Skriv til: erik.en.nielsen@gmail.com
Tagrytteren på Gedesby Kirke
I løbet af august har vi fået renoveret tagrytteren på Gedesby Kirke. Det har været et ønske længe. Træspånerne er blevet udskiftet og tjæret og resten af tagrytteren er blevet renoveret og malet.
Det færdige resultat kaster glas over kirken.
Energikrisen påvirker kirkerne
De voksende udgifter til energi - strøm og varme – påvirker alle i Danmark dette efterår. Også alle offentlige institutioner. Kirkeministeriet har udsendt en instruks til energibesparelser og biskoppen har givet dispensation til ændret gudstjenestefrekvens.
Kirkerne i Skelby og Gedesby opvarmes med el og kirken i Gedser opvarmes med fjernvarme.
På vores sidste møde i menighedsrådet har vi drøftet disse ting samlet og er nået frem til følgende:
• Der vil ikke være udendørs belysning af kirkerne denne vinter.
• Alle gudstjenester afholdes i Gedser kirke, som ved gudstjenester opvarmes til 19 grader.
• Andre kirkelige handlinger – dåb, bryllup og bisættelser – kan, efter aftale med præsten, afholdes i den kirke der ønskes.
• Traditionen med familiegudstjeneste med roelygter afholdes søndag 6. november som sædvanligt i Gedesby Kirke.
• Mindegudstjenesten 13. november for stormflodens ofre gennemføres som planlagt i Gedesby Kirke.
• Der gennemføres julegudstjenester som vanligt i alle tre kirker.
• Gudstjenesterne juledag, anden juledag samt nytårsdag afholdes alle i Gedser Kirke.
• Adventsfesten og Adventskrans forsøges gennemført som vanligt – nærmere kommer senere.
Ovenstående ændringer gælder foreløbigt til og med januar 2022.
Kirkebil
HUSK at du altid kan få hjælp til at komme til og fra kirken.
Kontakt Erik Nielsen tlf.: 4243 5388
eller mail: erik.en.nielsen@gmail.com så finder vi en du kan køre med.
Familiegudstjeneste med roelygter.
Alle Helgens Dag – søndag 6. november – Gedesby Mølle Gedesby Kirke.
Vi mødes ved Gedesby Mølle kl. 15:30, hvor vi skærer roelygter, og forbereder os på optoget hen til Gedesby Kirke i skumringen. Ved møllen bydes på æbleskiver og varme drikke. Der vil være roer til alle samt knive og plaster til alle til deling. Vel mødt !
Mindegudstjeneste for stormflodens ofre
I anledningen af 150 året for stormfloden afholder vi søndag 13. november kl. 13:00 mindegudstjeneste for stormflodens ofre i Gedesby Kirke, som havde en aktiv rolle under stormfloden.
Efter gudstjenesten inviteres til et traktement med foredrag i forsamlingshuset Fremtiden.
Der vil være kaffe og kage og det er gratis at deltage.
Adventsfest
Adventstiden er håbets tid. Kom til adventsfest i Skelby Forsamlingshus søndag 4. december kl. 14.00. Vi samles i forsamlingshuset til en kort andagt og fortsætter vi med boller, kaffe, kage, juleløjer og -godter.
Adventskrans
Tæt ind under jul mødes vi i Gedser Kirke den 4. søndag i Advent, søndag 18. december kl. 16:00, hvor vi med bøn, salmer, læsning og lystænding glæder os til den kommende fejring af mødet mellem himmel og jord. Når solen står lavest i horisonten, finder vi sammen om lysglimtet fra Betlehem, der som en kærlig baggrundsstråling varmer og lyser i det dunkle.