18
Mar
Tirsdagstræf om Esrum Kloster
Tidspunkt
kl. 14:00 - 16:00Adresse
Nødebo Præstegård,
Nødebovej 24,
3480 Fredensborg
Beskrivelse
Esrum Kloster - hvor kultur, natur og historie mødes
Foredrag ved Birgitte Meisner Nielsen, direktør for Fonden Esrum Kloster & Møllegård.
På initiativ af ærkebiskop Eskil i Lund grundlagde munke fra det franske kloster i Clairvaux omkring 1151 et cistercienserkloster ved det tidligere benediktinerkloster i Esrum. I løbet af nogle få generationer opførtes Nordens største kloster på omtrent 23.000 kvadrat- meter i den frodige dal nord for Esrum Sø. Esrum Kloster blev således del af et omfattende tværeuropæisk netværk af klostre med fælles sprog og fælles praksis. Cistercienserordenens klostre spredte sig ud over hele Europa og bidrog væsentligt både kulturelt og teknologisk til middelalderens Europa.
I dag er der kun en tiendedel tilbage af det førhen enorme anlæg. Der er ingen ruiner over jorden og kun ganske få originale genstande tilbage i Esrum.
Fonden Esrum Kloster & Møllegård har siden 2000 drevet området som en kulturinstitution. Både bygninger og landskab er statsejede og drives under et almennyttigt formål om at bevare og formidle den historie, der knytter sig til bygninger og landskab. Det gøres i dag via udstillinger, events og arrangementer og med servicefaciliteter som butik og café.
Fri entre. Kaffe og kage 20 kr.