12
Sep
Frank Jæger 100 år: En dag med foredrag, koncert og fællessang
Tidspunkt
kl. 09:30 - 15:00Sted
Farum Kirke, Præstegårdslængerne og StavnsholtkirkenBeskrivelse
Dagen begynder i Farum Kirke, hvor sognepræst Ulla Salicath introducerer Frank Jægers sange, som vi synger. Derefter taler Erik Skyum-Nielsen i Præstegårdslængerne om Jæger som digter. Dagen afsluttes med en poetisk koncert i Stavnsholtkirken. Frank Jæger (1926-1977) boede mange år i Farum, og han stod model til den populære tegneserie Poeten og Lillemor, som udkom i Politikens søndagstillæg fra 1950. Han har skrevet fortællinger om naturen omkring Farum, der befolkes af sære eksistenser. Frank Jæger har en omfattende produktion bag sig, og otte af hans sange er med i Højskolesangbogen. De fleste af sangene er skrevet i samarbejde med Tony Vejslev, som han kendte fra gymnasietiden. Hans sproglige musikalitet og fantasifulde sansninger er aldrig éntydige: I glæden over de små oplevelser tæt på kroppen ligger en melankoli i bevidstheden om altings forgængelighed. Med sproglig selvfølgelighed udfolder hans digte hverdagens glæder, der samtidigt indfanger melankoli, angst og sorg. Man må undre sig over den hårdnakkede myte om Jæger som idylliker. Lige fra begyndelsen var skyggerne til stede i lyset, det stærke lys, det må indrømmes. Program for dagen 9.30-10.15: Introduktion I Farum Kirke til Frank Jægers liv og tilknytning til Farum. Vi synger hans sange fra Højskolesangbogen ved Ulla Salicath og Troels Roland. 10.30- 12.30: Foredrag i Præstegårdslængerne: Frank Jæger i Farum Dr. Phil Erik Skyum vil fortælle i om Frank Jæger (med en kaffepause undervejs.) Foredraget vil give en indføring i Frank Jægers digteriske univers og forme sig som en tur gennem den oplevelsesverden, han skabte i de produktive år omkring 1950. Sammen med sin hustru Kirsten Vodder slog han sig ned i et idyllisk stråtækt hus på en lille sidevej til Farum Hovedgade. Her blev de fire første digtsamlinger til, foruden hans eventyrlige Hverdagshistorier, som er fyldt med lokale motiver. Jæger blev i denne periode opfattet som lysets og livsglædens digter, men som vi skal se, var dette billede en grov forenkling. Skyggerne var allerede til at få øje på. 12.30: Frokost. Medbring egen madpakke og drikkevarer 14.00: Jæger-koncert i Stavnsholtkirken ved Tom Frederiksen, Finn Olafsson & Torsten Olafsson. Koncerten indeholder Hyldest til Tony Vejslev og Frank Jæger. De tre musikere Tom Frederiksen, Finn Olafsson og Torsten Olafsson har alle et nært forhold til Frank Jæger og Tony Vejslevs sange og har sammen udgivet: Hyldest til Tony Vejslev & Frank Jæger. Vi vil høre de fine nyfortolkninger af såvel kendte som også mere ukendte sange fra Vejslev & Jæger repertoiret arrangerede for akustiske guitarer, akustisk basguitar og vokal. Musikerne fortæller også i korte introduktioner i snart alvorlig, snart humoristisk tone - om digteren og komponisten, teksterne og melodierne. Vær opmærksom på, at vi i løbet af dagen bevæger os rundt i Farum. Formiddagens program foregår i Farum Kirke og Præstegårdslængerne, hvorimod koncerten kl. 14 afholdes i Stavnsholtkirken. Der er fri adgang til det hele.