20
Maj

Bergamo - en kulturhistorisk perle med billedkunst, musik og litteratur i verdensklasse

Tidspunkt
kl. 19:00
Adresse
Stavnsholtkirken, Stavnsholtvej 25, 3520 Farum
Beskrivelse
Foredrag ved Ivan Z. Sørensen om Bergamo og om billedkunst, musik og litteratur i verdensklasse. Byens historie går tilbage til dengang da keltiske stammer bosatte sig på bjerget og kaldte det Berg-hem (jf. svensk!). Fra gammel tid er byen delt i en øvre og nedre del: Città Alta og Citta Bassa. Byens centrum er Piazza Vecchia i Città alta med rådhuset fra o. 1100. På den bagvedliggende kirkeplads står to massive kirkebygninger side om side: byens domkirke SantAlessandro og Basilica di Santa Maria Maggiore.  En uafhængig kirke Som kirke er basilikaen kommunens egen, dvs. uafhængig af biskop og domkirke, og det er ganske exceptionelt. Det har muliggjort et særegent fokus på musikken med det berømte Cappella Musica (fra 1480). Blandt mange must see-værker indenfor er Lorenzo Lottos Bibel, som de kaldes. Det er 36 intarsier* (*udsmykning i indlagt træ, fx med træsorter i forskellige farver, elfenben eller perlemor) med gammeltestamentlige motiver omkring højalteret. Et andet must see-værk er gravmælet for operamesteren Gaetano Donizetti.  Ud fra basilikaen springer det overdådige kapel for den berømte krigsherre Bartolomeo Colleoni, der var med til at sikre Bergamos indlemmelse i Republikken Venedig (fra 1428).  Billedkunst Lorenzo Lottos værker finder vi også på byens fornemme kunstmuseum, Accademia Carrara, bl.a. hans portrætter af nyrige bergamaschi, på et tidspunkt hvor den venetianske tilknytning skabte et voksende samfundslag af velstående borgere. Og på en gåtur ned af gaden Via Pignolo mod Città bassa finder vi de tre kirker med Lottos uimodståelige altertavler med Maria der præsenterer den nyfødte på verdens scene, omgivet af henførte helgener og finurlige engle. På kunstmuseet Accademia Carrara møder vi også den lokale Evaristo Baschenis, som både var præst, maler og musiker. Og man fornemmer klangen i billedet i hans nyskabelse af stilleben-genren, nemlig med opstillinger af den tids, dvs. 1600-tallets nye musikinstrumenter. Musikken Bergamo er ikke mindst en musikby, der ærer og dyrker Gaetano Donizetti og hvor der hvert år afholdes en Donizetti-festival. Gaetano Donizetti var en fattig dreng, der blev fundet og formet i musikskolen i Santa Maria Maggiore, hvorfra han fløj ud på Europas teatre og blev en af de førende operakomponister i begyndelsen af 1800-tallet.  I bydelen Città Alta i Bergamo introduceres vi til Donizettis liv og virke, både i hans barndomshjem og på Museo Donizetti.  I Teatro Donizetti i bydelen Città Bassa afholdes hvert år en Donizetti-festival. Historien Da Napoleon i 1797 raserede Venedig og gjorde en ende på den stolte republik, blev det også nye tider for Bergamo. Da Østrig siden hen blev en upopulær hersker over Norditalien, voksede de italienske frihedsbevægelser. Den navnkundige Garibaldi førte an i frihedskampen der førte til Italiens Samling i 1861. Bergamo kaldes også Città dei Mille, fordi en stor del af Garibaldis succesrige hær på Tusind blev hvervet i en café på Piazza Vecchio. Og på selve pladsen stod i mange år en statue af Garibaldi. Ved det imposante fæstningsværk La Rocca findes muset for Garibaldi og hans Rødskjorter. Digteren Den historiske café på Piazza Vecchia hedder Caffè del Tasso, og foran den poserer en laurbærkranset digter, som æres højt i byen, Torquato Tasso. Hans store epos fra 1581 hedder Det befriede Jerusalem og handler om det første korstog 1099. Tassos værk er især blevet kendt for tragiske, lidenskabelige kærlighedsrelationer mellem muslimske amazoner og kristne riddere sprængfarligt melodramatisk stof til et væld af operaer (Händel, Rossini, Verdi, Gade), men også Tassos eget liv blev dyrket i romantikken (Goethe, Lord Byron, Donizetti og B.S. Ingemann). Måske får vi tid til at slutte med en klingende Tasso-arie. NB. Dette foredrag var oprindeligt planlagt som en introduktion til en sognerejse til Bergamo. Sognerejsen er desværre aflyst.