23
Sep
ForældreForum med børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager Hvornår skal vi hjælpe vores børn - og hvornår skal vi give slip?
Tidspunkt
kl. 19:30 - 21:30Adresse
Emdrup Kirke,
Ved Vigen 7,
2400 København NV
Beskrivelse
Vi taler ofte om, hvad vi som forældre kan forvente af vores børns dagtilbud og skole. Men hvad kan institutionerne og skolen egentlig forvente af os? Fra de første år i vuggestuen og børnehaven og senere gennem skolelivet bliver vores børn en del af fællesskaber, hvor de skal lære at være sammen med andre, håndtere uenigheder og modgang og gradvist stå mere på egne ben. Det stiller krav til både de professionelle og til os som forældre. Hvornår skal vi hjælpe vores børn – og hvornår skal vi give slip? Hvornår skal vi blande os i en konflikt, og hvornår skal vi have tillid til pædagogernes og lærernes faglige dømmekraft? Hvor meget information skal vi forvente? Hvor mange særhensyn er rimelige? Og hvordan bakker vi op om fællesskabet, også når hensynet til fællesskabet ikke altid stemmer overens med ønskerne for vores eget barn? Københavns børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager tager udgangspunkt i konkrete erfaringer fra københavnske dagtilbud og skoler og inviterer til en samtale om forældrerollen, ansvar, selvstændighed og tillid mellem forældre og de professionelle omkring vores børn. Forventningsafstemning handler ikke kun om, hvad forældre skal gøre mere af. Det handler også om at kunne sænke skuldrene og vide, hvornår man har gjort det godt nok. Som forældre skal vi engagere os i vores børns hverdag, men vi skal heller ikke fjerne enhver modgang fra deres vej eller overtage de professionelles rolle. Et godt børne- og skoleliv skabes hverken af forældre eller professionelle alene. Det kræver, at vi kender og respekterer hinandens roller, har tillid til hinanden og sammen hjælper børnene med at blive selvstændige mennesker, der kan tage ansvar for både sig selv og fællesskabet. Praktisk information Onsdag den 23. september 2026 kl. 19.30-21.30 i Emdrup Kirke Gratis adgang og ingen tilmelding nødvendig.