Kaffekoncert i sognegården=

kl. 15:00 - 16:00

Ebeltoft Sognegård

Kaffekoncert i Ebeltoft sognegård Lørdag den 10. oktober kl. 15.00 Clara Richter Bæk, violin Emil Gryesten, klaver Ludwig van Beethoven (1770–1827) Sonate for violin og klaver nr. 9 i A-dur, op. 47 “Kreutzer” (1803) I. Adagio sostenuto – Presto II. Andante con variazioni III. Presto Leoš Janáček (1854–1928) Sonate for violin og klaver (1914; revideret 1921) I. Con moto II. Ballada III. Allegretto IV. Adagio Ved denne koncert præsenterer violinist Clara Richter-Bæk, koncertmester i Randers Kammerorkester, og pianist Emil Gryesten, prisbelønnet dansk koncertpianist og underviser ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, to af de mest bemærkelsesværdige og særprægede værker for violin og klaver. Ludwig van Beethovens ti sonater for violin og klaver er en hjørnesten i kammermusiklitteraturen, og den legendariske niende sonate, op. 47 fra 1803, kaldet Kreutzer-sonaten, tårner sig op som et monument over den modne Beethovens revolutionerende tilgang til komposition. Her forenes et stærkt dramatisk udtryk med symfoniske dimensioner i formgivningen og ikke mindst usædvanligt virtuose partier for begge instrumenter.
 Beethoven tilegnede sonaten den franske violinvirtuos Rodolphe Kreutzer og tilføjede på titelbladet beskrivelsen: “scritta in uno stile molto concertante, quasi come d’un concerto”, altså komponeret i en udpræget koncerterende stil, nærmest som en koncert for soloinstrument og orkester. Der er dermed ikke tale om en “almindelig” sonate for violin og klaver (ingen af Beethovens sonater er for så vidt almindelige), hvor de to instrumenter i en gemytlig samtale skiftes til at præsentere musikalske idéer og akkompagnere hinanden; Kreutzer-sonaten er i stedet et værk, der gennem sine tre store satser sprænger grænserne for, hvor megen lidenskab, dramatik og poesi to instrumenter kan rumme i et kammermusikalsk format. Leoš Janáček har med sin violinsonate skabt et værk, som er af en helt anden støbning end den klassiske mesters monumenter, men ikke mindre særpræget og nyskabende. Hvor Beethoven former sit materiale i store, arkitektoniske linjer, bevæger Janáček sig i et mere fragmenteret og rapsodisk landskab, hvor korte motiver, brudstykker og pludselige kontraster danner et intenst og uforudsigeligt forløb. Musikken synes ofte at opstå spontant, som glimt af tanke eller erindring, snarere end som led i en strengt kontrolleret udvikling. 
I denne klangverden mødes flere forskellige strømninger. Folkemusikalske elementer høres i melodik og rytmik uden at bindes til en bestemt tradition og giver musikken et præg af noget arketypisk og næsten urmenneskeligt. Samtidig udfolder der sig et rigt spil af farver i klaverets klangflader og violinens bestandigt afvekslende strøm af musikalske idéer, hvor antydning og brudstykker ofte træder i stedet for klare, afrundede udsagn. Det hele er indlejret i et gennemgående mørkt, til tider uhyggeligt udtryk, som vidner om værkets tilblivelse i skyggen af Første Verdenskrig.
 Selvom musikken kan forekomme kompleks i sin struktur og sit tonesprog, er den ikke svært tilgængelig. Tværtimod drages lytteren ind i et fascinerende og til tider mareridtsagtigt univers, hvor intensiteten og umiddelbarheden i udtrykket taler direkte til sanserne. Janáčeks musik opererer på en anden psykologisk frekvens end tidligere komponister som Beethoven og Brahms: her er ikke tale om heroiske fortællinger eller romantisk udfoldelse, men snarere om et ufiltreret, dybt personligt udtryk, hvor det indre liv træder frem i al sin uro, skønhed og gådefuldhed.