19
Nov

Menighedsaften: Når troen møder profitten

Tidspunkt
kl. 17:00
Adresse
Christians Kirke, Strandgade 1, 1401 København K
Beskrivelse
Når troen møder profitten: Christians Kirke i en globaliseret verden – dengang og nu Foredrag ved cand.theol., ph.d. Bastian Felter Vaucanson om trekantshandlen på Christianshavn. Med sit knejsende spir og sin elegante facade udtrykker Christians Kirkes arkitektoniske formsprog en himmelstræbende lethed, der afspejler oplysningstidens positive menneskesyn. Op igennem 1700-tallet betonede teologer og filosoffer i stigende grad menneskets gudgivne evne til at skabe skønhed og moralsk harmoni i en ellers uskøn og kaotisk verden. Kirkens æstetik udstråler således ikke blot tidens kunstneriske idealer, men også de kristne oplysningsværdier om menneskets iboende værdighed og den moralske pligt til at skabe et mere retfærdigt samfund for alle. Men kirkens historie rummer også en mørkere side: finansieret af sukkerhandel og dermed forbundet med kolonialismens udnyttelse og slavegjorte mennesker. Foredraget belyser menighedslivet omkring Frederiks Tyske Kirke i 1700-tallet og stiller spørgsmål ved, hvordan vi i dag bør forholde os til en historie, hvor idealer om oplysning og social retfærdighed sameksisterer med skyggesider af udnyttelse og magt. Hvilken betydning har denne erkendelse for kirkens arbejde med socialt ansvar og forsoning i en globaliseret verden, hvor FN vurderer, at op mod 50 millioner mennesker lever under slavelignende forhold? Efter foredraget byder vi på lidt at spise i kirketjenerboligen. Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding til spisning. Der er begrænsede pladser til spisning, så det er først til mølle-princippet.