24
Jul

Oplev syv af kommunens kulturperler - Søllested kirke

Tidspunkt
kl. 19:00
Sted
Søllested kirke
Beskrivelse
Sommeraftenbesøg i syv af Assens Provstis kirker. Ligesom i de to foregående år inviteres der i samarbejde mellem Assens Provsti og Visit Assens også i 2025 til besøg i syv kirker hen over sommeren. Hver torsdag aften i ugerne 26-32 er der mulighed for at se og høre nærmere om udvalgte kirker. Lokalkendte personer vil fortælle om kirkens historie, rolle i lokalsamfundet og kirkelivet på stedet.  Arrangementerne begynder kl. 19.00, er uden tilmelding og gratis at deltage i. Der vil blive serveret en forfriskning i forbindelse med arrangementet. 24. juli: Søllested kirke Søllested kirke var oprindelig en romansk bygning af rå kampesten med tilhugne hjørnekvadre og romanske vinduer. I den sene middelalder skete der flere ombygninger, hvor der i stedet anvendtes tegl, og på ydermurene er det let at se forskel på den oprindelige kampestensmur og den middelalderlige teglstensmur. Døbefonten kaldes af fagfolk for en romansk døbefont af Lillebæltstypen.  Seneste restaurering af Søllested kirke skete i 2008, hvor det tidligere orgel (1869) fra Ørsted kom til Søllested.  Kortæppet Den yndigste rose er designet af Anne Marie Egemose og vævet i hendes vævestue.