16
Aug
Koncert - Ornamenter for sang og klaver
Tidspunkt
kl. 16:00 - 17:00Adresse
Ansgarkirken,
Mågevej 33,
2400 København NV
Beskrivelse
Ornamenter - koncert med Katinka Bohse Meyer (sang) og Kristoffer Hersnack (klaver) “Musik vil nok blive hans profession, mens det for dig kun kan og må blive et ornament”. Sådan blev der skrevet i et brev til den kun 14-årige Fanny Mendelssohn med reference til lillebroderen, Felix Mendelssohn i 1820. Dette citat viser, hvilke kønsforskelle og kulturelle forventninger, som begrænsede kvinders muligheder for at udfolde sig kunstnerisk. Hvor Felix Mendelssohn fik lov at gøre musikken til sin levevej og offentlige identitet som komponist og dirigent, måtte Fanny acceptere, at hendes musikalske talent kun kunne eksistere som noget sekundært: en form for kulturel eller æstetisk pynt. Med ordet ornament antydes det, at samfundet anså kvinders kreative udfoldelse som noget dekorativt - ikke som noget værdifuldt i sig selv. Med dette koncertprogram bestående af udvalgte sange og klaverstykker af komponisterne Fanny Hensel (tidligere Mendelssohn), Clara Schumann og Amy Beach vil vi vende betydningen af “ornamenter” til en positiv klang og hylde deres værdi - både som æstetiske, men også som avancerede og virtuose værker, der rummer store nuancer, komplekse harmonier og interessante tekster. Sopran, Katinka Bohse Meyer, har netop afsluttet sin kandidat i opera fra Opernschule der HMDK Stuttgart hos Prof. Thilo Dahlmann. I Tyskland, Japan og Danmark har hun sunget roller som La Contessa (Le Nozze di Figaro), Rosalinde (Die Fledermaus) og Giulietta (Giulietta e Romeo). For sidstnævnte rolle modtog hun Lars-Waage-Prisen 2025 af Den Fynske Opera og dens venneforening. I 2026 er hun udvalgt som Bayreuth-Stipendiat af Richard Wagner Verband Stuttgart, og har derudover indspillet titelpartiet Dornröschen (Tornerose) for pladeselskabet CPO med Württembergischer Philharmonie Reutlingen. Af moderne klassiske værker har Katinka medvirket i VR-operaen MORTALITIES, som havde urpremiere på Cph Opera Festival 2023, samt operaen Græsset er grønnere på Den Fynske Opera 2022. Katinka er dog også en hyppig koncertsanger af både Lied og oratorie og har opført værker som Dyvekes Sange af Peter Heise, Vier Lieder op. 2 af Arnold Schönberg og Blomster fra den danske Poesis Flora af Ib Nørholm. I oktober 2026 skal hun synge sopranpartiet i Mendelssohns Paulus med Københavns Kantatekor- og Orkester. Pianist, Kristoffer Hersnack er født og opvokset i Frankrig, hvor han fra en tidlig alder begyndte at spille klaver. Som 12-årig flyttede han til København, hvor hans møde med den russisk-danske pædagog Bella Zapolski havde stor betydning for hans pianistiske udvikling, indtil han i 2013 blev optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i prof. Jens Elvekjærs klaverklasse, hvorfra han færdiggjorde kandidatuddannelsen i 2020 med topkarakterer. I foråret 2018 blev han udvalgt til at studere et halvt år på Frankrigs mest eftertragtede konservatorium - CNSM de Paris hos professor Denis Pascal. Kristoffer har deltaget i en række internationale klavermasterclasses, og udmærket sig ved konkurrencer som Nordic Piano Competition, hvor han i 2017 var semifinalist. I sommeren 2022 flyttede Kristoffer til Fyn, hvor han i dag studerer i solistklassen. I efteråret 2023 optrådte Kristoffer som solist i Chopins 2. klaverkoncert ved koncerter i hele landet, og i foråret 2024 optrådte han med Chopins 24 præludier, samt koncerter med strygere fra Nightingale String Quartet. I 2027 er han solist med Sønderjyllands Symfoniorkester i Schumanns Klaverkoncert. Koncerten er som altid gratis. Vel mødt!