13
Apr
Hånd og Ånd Keramik
Tidspunkt
kl. 10:00 - 13:00Adresse
Adventskirken,
Sallingvej 90,
2720 Vanløse
Beskrivelse
Vanløsekirkernes keramikværksted – et kreativt fællesskab med plads til at være Vanløsekirkernes keramikværksted, der holder til i Adventskirken, er et kreativt frirum og et fællesskab for unge voksne mellem 18 og 35 år, som på forskellige måder kan være udfordret i livet. Her mødes vi om leret i rolige og trygge rammer – et sted, hvor tempoet må falde, hænderne arbejde, og tankerne få lov at blive stille et øjeblik. For mange deltagere er værkstedet blevet et sted at lande. Når hverdagen larmer, og livet balancerer på kanten, er det en gave at kunne træde ind i kirken og samles om keramikken – og om hinanden. I arbejdet med leret opstår der ro, fordybelse og en sanselig glæde ved at skabe noget med hænderne, uden krav om præstation eller perfektion. Deltagerne kommer ofte uden at kende hinanden på forhånd. Alligevel vokser der et fællesskab frem – et fællesskab præget af omsorg, nærvær og respekt. Her er der plads til det sårbare og det svære, ofte uden at det behøver blive forklaret med ord. Ler kan noget særligt: det skaber både forbindelse, tålmodighed og tryghed. Og selvom der løbende kommer nye deltagere til, oplever mange, at både fællesskabet og trygheden styrkes. Keramikværkstedet er også et sted, hvor deltagerne gradvist får lyst til at tage ansvar – for hinanden, for værkstedet og for kirken, som mange efterhånden føler sig hjemme i. Det viser sig i de små ting: fælles oprydning, praktisk hjælp, bidrag til loppemarkeder og julepynt – og i de uformelle samtaler på gangene og i køkkenet, som bliver hængende længe efter, man er gået. Værkstedet faciliteres af Malene Gowry, sygeplejerske, keramiker og kandidat i læring og forandringsprocesser. Med afsæt i sit eget møde med keramikken skaber hun et trygt og nærværende rum, hvor der både er plads til faglig vejledning, stilhed, samtale og fællesskab. Vanløsekirkernes keramikværksted er mere end et kursus. Det er et sted, hvor man ikke skal være noget særligt for at høre til – men hvor man bliver en del af noget, der passer på én. Og som man selv får lyst til at passe på. Tilmelding og information: Pris: 275 kr. Varighed: Start uge 15 og slut uge 23. Holdstørrelse: Max. ti personer Hold: Mandage kl. 10-13. Første gang d. 8. april 2026 OBS mandagene 2. påskedag og 2. pinsedag erstattes med henholdsvis onsdag d. 8. april og onsdag d. 27. maj) Hold: Tirsdage kl. 16.15-19.15. Første gang d. 7. april Tilmelding: Udfyld ansøgningsskema under "Aktuelt" på forsiden af Adventskirkens hjemmeside. Svar: Uge 13. Adventskirken Sallingvej 90 2720 Vanløse Keramikværkstedet er støttet af Vanløse Lokaludvalg, Jubilæumsfonden og Edel og Wilhelm Daubenmerkls Almengørende Fond.