Kirkegården

Gravpladstyper

Kistegravpladser:

Erhvervelse og fornyelse af en gravplads på vore kirkegårde er gratis, hvilket også er gældende for gravning og gravkastning. Derimod vil der kort efter begravelsestidspunktet komme en regning på klargøring og pyntning af grav.

Når man erhverver en gravplads har man pligt til at vedligeholde gravstedet i minimum 25 år (fredningsperioden), fra sidste begravelsestidspunkt. Vedligeholdelsesforpligtelsen kan overdrages til kirkegårdens personale mod betaling.

Erhvervelsestidspunktet regnes altid fra den, efter erhvervelsen, førstkommende 1. januar.

 

Urnegravpladser (1m2):

Erhvervelse og fornyelse af en gravplads på vore kirkegårde er gratis.

Når man erhverver en gravplads har man pligt til at vedligeholde gravstedet i minimum 15 år (fredningsperioden), fra sidste urnenedsættelsestidspunkt. Vedligeholdelsesforpligtelsen kan overdrages til kirkegårdens personale mod betaling.

Erhvervelsestidspunktet regnes altid fra den, efter erhvervelsen, førstkommende 1. januar.

 

 

Urneplænegravsted:

Gravstedet er placeret i et græsareal uden synlige afgrænsninger og imødekommer således ønsket om et gravsted med et minimum af forpligtelser. Det er påbudt at anbringe en matsleben gravsten i Halmstad granit. Stenen skal være med huggede bogstaver, i niveau ned græsoverfladen. I Thorsminde dog med øverste kant (mod vest) hævet ca. 10 cm over græssets niveau. Stenen skal være Halmstad granit og målene skal være 40cmx60cm. På Husby kirkegård bruges granit i neutral farve og målene på stenene skal være 50cmX60cm. Gravstedet må ikke beplantes eller pyntes på anden permanent måde. I niveau med græsoverfladen kan der anbringes en eller to (granit)vaser til buketter. Der må kun ved særlige mærkedage arrangeres flere vaser med buketter end de nedgravede. Der vil til jul være mulighed for at pynte med lidt gran og lægge en vinterkrans. Der må ikke opsættes figurer, billeder, potteplanter eller andre effekter.

Græsset plejes og visne blomster fjernes af kirkegårdens personale, for hvilket man forud betaler et beløb. Kort tid efter urnenedsættelsen vil du modtage en aftale, om denne obligatoriske vedligeholdelse, til indbetaling. Når indbetalingen er foretaget får kirkegårdsadministrationen automatisk besked og vedligeholdelsen træder i kraft.

Erhvervelsestidspunktet regnes altid fra den, efter erhvervelsen, førstkommende 1. januar. Gravstedet og brugsretten erhverves for 15 år (fredningsperioden). Herefter, eller i forbindelse med evt. efterfølgende nedsættelse af urne, viderekøbes gravstedet ved ny indbetaling for pleje af arealet for en årrække.

 

Anonym urnefællesgrav:

Urnefællesgrav er helt anonym. Det er ikke muligt at placere hverken gravsten eller planter. Placeringen af urnen markeres altså ikke. På arealet kan der anbringes buketter. Visne buketter fjernes af kirkegårdens personale.

Familie og pårørende kan deltage ved urnenedsættelsen.

Gravstedet kan kun erhverves for en fredningsperiode - 15 år.