
Efterfølgende kirkekaffe og kirkegårdsvandring
Kirkegårdsvandring på Thorstrup Kirkegård
Efter gudstjenesten 2.pinsedag inviterer vi på en kop kaffe i kirken, hvorefter sognepræst Finn Pedersen vil fortælle lidt om vores kirke og kirkegård. Vi vil gå en tur på kirkegården, og få fortalt om nogle af de personer, der ligger begravet på kirkegården, men også lidt om de forskellige gravsten, der findes.
Gudstjenesten er d. 28.maj - 2.pinsedag kl. 10.30. Tag paraply med, hvis det er regnvejr.
Vel mødt
Thorstrup Menighedsråd
Menighedsmøde i Thorstrup Præstegård onsdag d. 30.maj kl. 19.30
Thorstrup menighedsråd inviterer hermed til et menighedsmøde – et møde som gerne skulle blive et tilbagevendende møde hvert år.
Mødets funktion er at folkekirkens medlemmer møder menighedsrådet og kan deltage i debatten om kirkens liv og vækst i Thorstrup, samt få et indblik i det, der rører sig lige nu inkl. økonomi/budget.
Program for aftenen:
Velkomst
Hvad har vi gang i og hvor er vi på vej hen?? v. menighedsrådsmedlemmerne
Debat og idéer til det fortsatte arbejde i menighedsrådet
Menighedsrådet er vært ved en kop kaffe. Alle folkekirkemedlemmer i sognet er velkomne.
Vel mødt
Thorstrup Menighedsråd
Inga Frederiksen, formand
Maja Atzen, næstformand
Marianne Kruse, kasserer
Karl Villy Nielsen, kirkeværge
Doris Sørensen, kontaktperson
Mette Nielsen, sekretær
Et af menighedsrådets ansvarsområder er at sørge for vedligeholdelse af kirkens bygninger og gravminder.
I Thorstrup Kirke på nordvæggen hænger et smukt epitafium (mindesmærke). Dette er udført o. 1772 over Andreas Charles Teilmann og hans adoptivsøn Niels Jensen. I 1749 arvede Andreas C. Teilmann Nørholm. Der er desværre sket en skade på epitafiet. Det bærende jern i den nederste halvdel er korroderet, og der er sket afskalning af malingen. Til restaurering af dette skal der hentes særlige fagfolk. Epitafiet vil i dette forår blive restaureret af en konservator.
I det sydøstlige hjørne af kirkegården har der i flere år ligget en stor gravsten på jorden godt skjult for offentligheden, da den er overdækket af en træramme med tagpap. Denne sten skal nu frem i lyset. Stenen er i en meget dårlig forfatning. Den er knækket flere steder og er meget misligholdt.
Det er ikke alle og enhver, som må flytte eller restaurere denne sten, så den vil blive hentet januar/februar af en konservator, som skal have den under særdeles kærlig behandling, så vi kan have den tilbage i oktober/november, hvor den skal have plads på kirkegården til venstre for våbenhuset.
Denne store gravsten, kaldet "borgmesterstenen" har oprindeligt været brugt i den nedrevne kirke Skt. Nicolai Kirke i Varde. Stenen er fra o. 1650 og blev sat over borgmester Steffen Nielsen og hustru, og i 1815 blev stenen genbrugt i Thorstrup over tømrermester Niels Nielsen Møller og hustru.
Det har været et langt, sejt træk at få tilladelse til at gå i gang med restaureringen af de 2 gravminder. Inden der kunne søges om økonomisk bevilling skulle vi kontakte Nationalmuseet, som skulle lave en rapport over skaderne samt forslag til udbedring af skaderne. Dernæst har vi forelagt disse rapporter for en af Nationalmuseet godkendt konservator, som har lavet en projektbeskrivelse vedr. renoveringen. Endelig har vi på baggrund af disse beskrivelser søgt projektet godkendt af provstiudvalget i Varde Provsti og Ribe Stift og ansøgt om økonomisk hjælp, og vi har nu fået bevilget hele beløbet, ca. 140.000 kr. til restaurering af gravminderne.
Vi er meget glade for, at arbejdet bliver sat i gang, og vi er spændte på det færdige resultat.
Klokkeringning.
Det er en meget gammel skik at ringe med kirkeklokkerne morgen og aften for at påminde menigheden om at holde andagt før det daglige arbejdes begyndelse og ved dets afslutning. Klokkeringning blev allerede indført med ovenstående formål i middelalderen.
I nyere tid har den daglige klokkeringning for mange fået en anden betydning, da vi i dag siger, at vi "ringer solen op og ned".
Kimning med kirkeklokkerne har siden reformationen været brugt for at markere højtid og fest. Ifølge kirkeritualet af 1685 kimes der om morgenen i forbindelse med ringning til gudstjenesterne på de tre højhelligdage: Juledag, påskedag, pinsedag samt på Kristi himmelfartsdag. I Thorstrup kirke har vi haft dispensation fra reglerne om kimning pga. belastningen for graveren.
I henhold til kirkeritualet af 1685 skal der forud for de faste gudstjenester ringes 3 gange. I Thorstrup Kirke har vi valgt at ringe med ½ times mellemrum. Sidste ringning afsluttes med 3 x 3 bedeslag på det klokkeslæt, der er fastsat for gudstjenestens begyndelse.
I kirken er vi nu ved at få installeret automatisk ringeanlæg samt kimeanlæg. Det betyder, at graveren bliver lettet i arbejdet med klokkeringning. Det er de samme gamle kirkeklokker, der bliver ringet på, men ure bliver indstillet til automatisk morgen- og aftenringning samt til faste gudstjenester, og kontakterne kan tændes og slukkes ved andre gudstjenester samt bryllup og begravelser.
Vi vil nu igen indføre ringning om lørdagen samt kimning ved gudstjenesterne på de tre højhelligdage samt på Kristi himmelfartsdag.
I menighedsrådet har vi valgt, at ringe solen op kl. 8 og ringe ned i vinterperioden kl. 16 og i sommerperioden kl. 18 (start i 2008). Anlægget bliver færdiginstalleret i uge 37/38.
Det kan godt være lidt vemodigt, at en så gammel skik som klokkeringning nu også bliver automatisk. Graveren skal ikke mere gå op ad den meget stejle, smalle trappe til tårnrummet med klokkesnorene, og ikke til bryllupper gå videre helt op ad den endnu smallere trappe for at kunne stå og kigge ud af det øverste tårnvindue, og være klar til ringning, når bruden er i sigte, - men det er stadigvæk vores gamle, kønne kirke og klokkerne vil stadigvæk ringe.
__________________________________________________________________