2. pinsedag d. 16. maj 2005 blev den keramiske krukke udført af kunstneren Peter Brandes afsløret. Krukken er ca. 2 mtr. høj og er placeret på den nye afdeling af kirkegården i Stenløse. Den er et besøg værd. TREENIGHEDSKRUKKEN PÅ STENLØSE KIRKEGÅRD. På et meget tidligt tidspunkt i vor kulturhistorie formedes på mirakuløs vis jordens ler til en rund form, en skål, og med tiden - og nær de bål, som menneskene tændte til beskyttelse - blev denne lerskål efterhånden ikke bare formet, men også brændt og bevaret. Således gik mange år, og leret blev til de krukker, som kom til at indeholde vand, olie, vin, kom, ris og også vore jordiske rester, når livet var forbi, og det døde legeme blev ført frem til et nyt liv. Således er krukken ikke bare en oldgammel genstand, men også så at sige en arketypisk form. En foldet hånd omkring livet. En skærmende hånd. Min store, monumentale krukke til Stenløse Kirkegård har også disse tanker bag sig. Den er anbragt meget bevidst i den vest/øst akse, som kirkeskibet er orienteret i, og tænkes fra min side at være en forlængelse af kirkeskibets akse. Dens placering forener sig på den måde med det budskab, der udgår fra kirkens østanbragte alterbord, og forener sig ikke bare i dets placering, men vigtigst af alt med dets budskab. Det budskab, der udgår fra alteret, er dette : At vor længsel efter tilgivelse og tro og håb, den inderlige længsel får vi opfyldt ved nadverbordet hver søndag under altergangen. Når den dødes rester efterlades på kirkegården og symbolsk samles i mit nadverbord, den store krukke, så er det begyndelsen til et nyt liv, som hengemmes, beskyttes og skærmes i denne krukke. På siden fortæller krukken med tegn, ikonografiske, kristne tegn, om det mirakel og den gave, som den opstandne Kristus er. Øverst er der en krone, som er tornekronen, men også den sejrende Kristi kongekrone. De tre hanke har hver en afslutning. 3-tallet relaterer til Faderen, Sønnen og Helligånden, vist ved den ene hanks afsluttende hånd. Faderens hånd, som forhindrer Isaks ofring. Den anden hånds afsluttende fingre, som er Sønnens velsignelse over os, og den tredje hanks afsluttende, vingelignende symbol, Helligånden. Offerlammet på krukkens side symboliserer uskylden og skammen over os, som ofrede det lam, men er også en henvisning til de gammeltestamentlige dyreofringer. Den dyrebareste erstatning for offerlammet, Kristus selv, er på krukkens anden side vist med Hans ansigt og sorg. Til stede hin Langfredag var også Maria og Johannes, der gemmer sig i den tredje figur. Fra den røde farve øverst til vandets blå farve nederst er gemt den tanke, at fra sorgen og smerten udgår også livets og dåbens vand. Det er mit håb, at der hos den opmærksomme iagttager må vækkes disse tanker og følelser. Oktober 2005 Peter Brandes