04
Maj

Rued Langgaard Konkurrence 2024

Tidspunkt
kl. 15:00
Adresse
Sankt Markus Kirke, Forchhammersvej 12A, 1920 Frederiksberg C
Beskrivelse
I marts og april måned turnerer Langgaard Masterclass rundt på landets konservatorier, hvor studerende på sang, klaver, strygere og orgel får mulighed for at blive introduceret til Rued Langgaards musik af nogle af landets førende fortolkere af Langgaards musik. Det er sopran Signe Asmussen Manuitt, pianist Berit Johansen Tange, violinist Gunvor Sihm, organist Philip Mazanti Schmidt-Madsen og Birgitte Ebert, der hjælper de studerede ind i musikken. Flere af deltagerne fortsætter til Langgaard Konkurrencen d. 4. og 5. maj i Skt. Markus Kirke og i Koncertkirken på Nørrebro. Her vil Langgaard Konkurrencens deltagere spille sig igennem Langgaards værker for orgel, liedduoer, violin/klaver-duoer og strygekvartetter, hvilket vil blive foran en yderst kompetent jury af Langgaard-kendere og fortolkere af hans musik. I juryen sidder cellist Louise Schwab, der har spillet i Nightingale String Quartet siden 2007 og som arbejder til dagligt i DR Symfoniorkestret, pianist Kristoffer Hyldig, violinist og 1 koncertmester i Copenhagen Phil, Teresa La Cour, Sofie Elkjær Jensen, sopran og solist ved Det Kgl. Teater, Jakob Lorentzen, organist og kantor i Holmens Kirke og Christiansborg Slotskirke samt Esben Tange, juryformand og leder af Rued Langgaard Festival. Fra lørdag formiddag til søndag eftermiddag sidder de med åbne ører, så de søndag kl. 15.30 kan annoncere vinderne af 1., 2. og 3. prisen af Langgaard Konkurrencen 2024. Vinderen af konkurrencen modtager 25.000 kr. og skal spille koncert ved Rued Langgaard Festival i september i Ribe. 2. pris er på 15.000 kr. og 3. pris er på 10.000 kr. Det er muligt at overvære konkurrencen og der er fri entré. Om Rued Langgaard Festival:  Fra 5. september til 8. september 2024 fyldes Ribe med en masse spændende musik, talks m.m. i forbindelse med afholdelse af årets Rued Langgaard Festival. Festivalens kunstneriske aktiviteter udfoldes i og omkring Ribe Domkirke, hvor Rued Langgaard var domorganist i årene 1940-52. Hvert års festival har et særligt tema, og hvert år præsenteres musik af Rued Langgaard og én eller flere beslægtede komponister. Temaet er af en karakter, der sætter komponisterne ind i en større sammenhæng. Det gør sig også gældende i 2024, hvor der under temaet TRO præsenteres musik af Bruckner og Benna Moe foruden Langgaard.  Læs mere om Langgaard Festival på langgaard.dk og Langgaard Festival på Facebook og Instagram.
38080