Ligegyldig hvordan man kommer til Fyens Rundkirke Kirke i Horne,

har den en evne til at lade sig se langvejs fra. 

Dens placering i landskabet er enestående, men

det var også Valdemar den Store, der 

valgte stedet og når konger skulle 

placere deres "sten" så skulle de stå

så enhver kunne se dem - på samme måde som

når man i oldtiden rejste stenhøje til at fortælle om

rydningsmanden der sørgede for kosmos i 

stedet for kaos. 

For det var opgangstid i landet og rundkirken

blev bygget som kongeligt

kapel og ramme om den kongelige kult i 

valgkongedømmet.

Kirken er Fyns eneste rundkirke.

Den er bygget i kampesten og kalk som også

andre rundkirker, men Horne kirke er anderledes 

end alle andre kirker, for da

man nåede længere hen i middelalderen

brød man hul i rundkirkens vestlige og

østlige side og skabte de gotiske tilbygninger,

man nu ser. TÃ¥rnet mod vest rejser

sig op i 32,4 meters højde og har engang

i renæssancen fået sine "vælske"

gavle. I tårnet hænger kirkens to klokker

henholdsvis fra 1556 og 1613.

Ude mod Øst, over koret, er der rejst

et messespir, som en gang har huset en

klokke, der blev benyttet i forbindelse

med den katolske messe. Dette spir og

tårnets spir er begge tækkede med træspån.

Rundkirken er blytækket, medens

resten af kirken på nær våbenhuset er

tækket med tegl. Øjet slutter sin vandring,

hvor kirkens kompakte masse to

ner ud i de tre spidser. Her er der anbragt

tre vindfløje, hvor den ene har bogstaverne

P. B. B. (Preben Bille Brahe). De

vidner om den kraftfulde adelsslægt,

som boede på godset Hvedholm, sognets

herregård. Denne slægt har i høj grad sat

sit præg på kirken, ikke mindst på dens

inventarieordning.

Medlemmer af slægten er gravsat i

kirkens krypt. I kirkegårdens nordvestlige

hjørne ligger der et mausoleum bygget

af Preben Bille Brahe Brahe i 1825.

Det er tegnet af Gustav Friedrich Hetsch,

der på den tid var professor ved kunstakademiet

i København. Samme Hetsch

har også tegnet synagogen og Sct. Ansgars

Kirke, begge i København. Mausoleet

har tjent som gravsted for de sidste

4. generationer af grever fra Hvedholm.

I våbenhuset bemærkes præstetavlen,

som rækker tilbage til 1472, altså fra før

reformationen. Ligeledes ses det sortmalede

træskilt, som kundgør: Sognestævne.

Og det betød, at sognefogeden den

dag, hvor skiltet var at se, efter gudstjenesten,

stående på den firkantede sten

øst for våbenhuset, bekendtgjorde hvad

der måtte være af offentlige sager. På

vestvæggen er anbragt en mindetavle

over en tjener fra Hvedholm. Ved kirkens

sidste restaurering dukkede der en

niche op i murværket ved siden af døren,

her er nu anbragt en marmorurne, formodentlig

et værk af Thorvaldsen. Indgangen

gennem våbenhuset var indtil ca.

1880 den eneste dør til kirken, først da

kom tårndøren mod vest til. Lige inden

for døren bemærkes ved første øjekast

kirkens gamle jernbeslåede blok og kirkens

oprindelige, middelalderlige granitfont.

Der står også en lang umagelig

bænk med navnet: Kællingebænken. Ellers

er rundkirken behersket af de fire

mægtige søjler, som bærer hvælvet. Går

man ud i midtergangen og ser sig tilbage

og op opdager man, at der lige over en

hænger en loge i samme stil, som den

findes i nationalscenens tilskuerrum.

Det er Grevestolen og den er rejst ca.

1820 for førnævnte Preben Bille Brahe.

Pulpituret øst for Grevestolen kaldes

Bjerneloftet; her har folk fra Bjerne haft

deres plads. Pulpituret vest for Grevestolenhhar

været for grevens tjenerskab og

hedder derfor Tjenerloftet. Ret overfor,

på en af rundkirkens søjler hænger prædikestolen,

som er i ren empirestil.

Herefter får man så øje for det sengotiske

krucifiks, med dets uafviselige meditation

over vor Herres lidelse. Korsets

bemaling er restaureret. I rundkirkens

sydvæg sidder en mindetavle for herremanden

Frandtz Bilde og Edel Hardenberg.

Et blik ned gennem mellembygningen

til tårnet afslører endnu et pulpitur,

som har navnet Bøjdenloftet. På

mellembygningens nordvæg ses organisttavlen.

Vi vender os nu mod kirkens

østlige del og bemærker straks det særprægede

kor. Øverst oppe er det 22 stemmer

store orgel fra 1940 anbragt på

endnu et kraftigt pulpitur loftet under

dette er påmalet et kassetteloft, der skal

bidrage til fornemmelsen af den "nadversal",

som også er tilstræbt i det øvrige.

Vi vender os nu mod kirkens østlige

del og bemærker straks det særprægede

kor.

Øverst oppe er det 22 stemmer store

orgel fra 1940 anbragt på endnu et kraftigt

pulpitur. Loftet under dette er påmalet

et kassetteloft, der skal bidrage til

fornemmelsen af den "nadversal", som

også er tilstræbt i det øvrige. På det ovale

alterbord står malmstagerne fra 1640, og

når alterbordet er dækket ses kirkens

kalk fra 1676, oblatæske fra 1639 og

disk fra 1840.

På væggen bag alterbordet hænger C.

V. Eckersbergs alterbillede fra 1812, det

fremstiller Jesus og de små børn. Døbefonten

er et værk af G.F. Hetch.

Da den nye døbefont tidligt i 1800 årene fik plads i

kirken, blev den gamle font omdefineret

til blomsterkrukke i haven på herregården

Stensgård sammen med en lignende

font fra Svanninge .De kom først tilbage

til kirkerne i 1940. Men ingen vidste

da, hvilken der hørte hjemme hvor. Kan

hænde, at det er Svanninges font, der står

i Horne og omvendt.

Gør man omkring på stedet og ser ned

gennem kirken, vil man bemærke at stolestaderne

i kvindesiden er bredere end

de tilsvarende i mandssiden. Det skyldes

absolut ikke forskellig kropsvolumen,

men det faktum at tilbygningerne på

rundkirken ikke ligger ret for Hinanden.

For at få midtergangen ret har man så

kompenseret ved stadernes længde. På

sydmuren ses endnu knager til mændenes

hovedtøj. Kirken har to kirkeskibe;

"Dyreborg" og "HÃ¥bet". Kirken har engang

ejet et af de fineste middelalderlige

klenodier, som findes i Danmark. Det

drejer sig om den såkaldte Hornebog,

som nu er på Nationalmuseet. En evangeliebog

i pergament med fornemme miniaturer

og initialer og med et pragtbind

udsmykket i sølv, hvalrostand bjergkrystaller.

En fornemt baldyret alterdug fra

1641 findes ligeledes på Nationalmuseet

-

Horne Kirke er åben for besøgende alle ugens dage i perioden Maj - september fra klokken 08.00 til 20.00

I perioden Oktober - april er kirken åben fra klokken 08.00 til 16.00

Mausoleet ved Horne Horne kirke er opført i 1825 af greven på Hvedholm Preben Bille Brahe. Det er i klassisk stil efter tegninger af G. F. Hetsch, der også tegnede synagogen i København. En buste af Preben Bille Brahe, udført af billedhuggeren H. V. Bissen, findes i mausoleet. De ældste kister er sandstenskister, de senere egetræskister.

Preben Bille Brahe døde i 1857, han var gift tre gange: 1. gang med Eleonore Sophie Rentzau, 2. gang med Johanne Caroline Wilhelmine Falbe og sidst med Birgitte Susanne Sibylle Schaffalitzky de Muckadell.

Søn af 1. ægteskab Henrik Bille Brahe, død 1875, gift 1. gang med Jeromia Catharina Selby, 2. gang med Louise Hochschild, død 1910. Deres søn Preben Charles Bille Brahe Selby, død 1918, gift med Antoinette Beate Augusta Rantzau, død 1919. Deres søn Henrik Bille Brahe Selby, død 1938.

 

I sommeren 2004 blev Anders Thomas Jensens film "Adams Æbler" optaget i og ved Horne Kirke. Filmen blev, af et stort set enigt anmelderkorps, udråbt til den bedste danske film i 2005.

I maj 2006 fik Anders Thomas Jensen 100.000,00 kr. fra Statens kunstfond for indsatsen.

Hornefilmen "Adams Æbler" blev tildelt den kirkelige filmpris Gabriel. Prisen overrækkes den 9. juni på årsmødet i Landsforeningen af Menighedsråd, og den består af 15.000 kroner samt en statuette af ærkeenglen Gabriel. Anders Thomas Jensens film tager udgangspunkt i Jobs bog i Det gamle Testamente og solgte sidste år 354.000 biografbiletter. Filmen blev optaget i og ved Horne Kirke i sommeren 2004.

Gabriel er navnet på en smuk figur af træ. Den uddeles som det synlige tegn på den kirkelige filmpris i Danmark. Prisen blev etableret i 2002 på initiativ af Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer. Hensigten med prisen er at gøre opmærksom på film, der på et højt kunstnerisk niveau formår at gengive og skildre menneskelige vidnesbyrd, der er i samklang med evangeliet, og som giver tilskuerne en dybtgående oplevelse af åndelige, menneskelige eller sociale ideer og værdier.