Henne kirke - et besøg og en messe værd.
Turister, som suser forbi Henne kirke på vej til Henne Strand, undrer sig muligvis over, at der ligger så stor en kirkebygning på dette sted. Mange besøger i vore dage Henne-området i kraft af de mange sommerhuse, men disse er jo en meget ny foreteelse i forhold til kirkens og sognets ældgamle historie. Egnen har engang taget sig helt anderledes ud end i dag, bl.a. med Filsø, engang en af Danmarks største søer, meget af området har henligget som lynghede, og landskabet har været præget af sandflugten, som på et tidspunkt begravede nogle egeskove, som vi i dag ser resterne af i løvklitterne i Blåbjerg og Kærgaard plantager.
Et gammelt sagn vil vide, at der ude mod vest skal have ligget en større by, hvorfra der kunne komme 30 vogne til bryllup i kirken. Noget sådant fortælles dog også om mange andre sogne langs kysten.
I 1955 var der 1254 indbyggere i Henne sogn, i dag er der knap 900 fastboende, og dette tal har de senere år været stabilt. Men havde det ikke været for turismen, var tallet sandsynligvis lavere.
Men aflæg sognets kirke et besøg, for det er den værd.
Der er sædvanligvis åbent om sommeren indenfor almindelig arbejdstid - dvs. 8-16, dog ikke lørdag og søndag.
Søndag formiddag er der for det meste gudstjeneste enten kl. 9 el. kl. 10.30 på skift med Lønne kirke.
Et sogns historie er på mange måder knyttet til kirken, og kirkens til en stor eller større gård, en herregård. Og sådan også med Henne kirke.
Hennegård, som kan ses med vold og grav fra Strandvejen imellem beplantningen ca. 500 m. vest for kirken, har en lang bevæget historie, som ikke skal beskrives her. Gården brændte 1831, men i kælderen under de nuværende bygninger finder man det gamle fundament.
Men områdets allerældste kulturhistorie skrives muligvis i disse år, idet der er fundet en meget spændende bebyggelse fra vikingetiden lige vest for Henne kirke. Denne bebyggelse har været under udgravning af Varde Museum 2003-2008, og der søges bevilling til fortsættelse. Her er fundet tegn på udstrakt værkstedsaktivitet, der er blevet spundet, vævet, smedet og produceret smykker, og der er gjort fund, som viser handelskontakter til Norge og Vesteuropa, muligvis til Sortehavet.
Hennegårds historie skriver sig tilbage til 1100-tallet, og den var på det tidspunkt Ribe-bispens ejendom. Men det menes, at der forud har befundet sig et høvdingesæde her. Bispen hed i sidst i 1100-tallet Elias og var en foretagsom mand, som byggede dele af Ribe Domkirke. Det er sandsynligt, at han også har haft en finger med i spillet ved Henne kirkes opførelse.
Og som ved alle kirkebyggerier må man imponeres af de kræfter, der har været lagt i opførelsen af sognets gudshus.
Til at begynde med har Henne kirke dog ikke haft den størrelse, som den har i dag. Det ses tydeligt udvendigt på kirkens murværk, især på kirkens nordside. De store hvidkalkede områder angiver tilføjelser og ændringer. Allerede ca. 100 år efter opførelsen er kirken blevet udvidet med et fag i øst (derfor har vi dag et usædvanligt langt kor på 2 fag) og et fag imod vest - til dels af genanvendte kvadre eller udfyldt med andet materiale, som nu som nævnt står hvidtet.
Byggestilen er den romanske, som ses på de 3 små oprindelige vinduer, som er bevaret i nordmuren (udvendigt) - 1 i kor og 2 i skib - de er nu blændet.
Begge døre er bevaret, norddøren (kvindedøren), er tilmuret, i syddøren fra våbenhuset sidder en egetræsdør med gammelt beslag og sindrig lås med stor nøgle fra ca. 1500.
Indvendigt havde kirken oprindeligt et bjælkeloft, sådan som det i dag ses over den vestlige del af skibet. Sidst i 1400-tallet er der indbygget hvælvinger i korets 2 fag og 1 fag af skibet. Dette arbejde er ikke fuldført, idet der er plads til endnu 2 fag. Hvorfor hvælvbyggeriet er afbrudt, vides ikke.
Våbenhus og tårn er tilføjet sidst i 1400-tallet, som det er tilfældet de fleste steder.
Kirkens indre rummer et rigt inventar.
Døbefonten er fra kirkens ældste tid.
Men det mest bemærkelsesværdige stykke inventar er nok krucifiksgruppen på korets nordvæg. Gruppen har sandsynligvis været ophængt i korbuen mellem skib og kor. Man ser den korsfæstede Kristus og til venstre for ham hans mor Maria og til højre apostlen Johannes. Denne gruppe dateres så langt tilbage som midt i 1200-tallet, dvs. tidlig gotik.
Krucifikset viser ikke 'smertensmanden', som han er at finde f.eks. på Elmelunde-krucifixet (ca. 1350), men ligger forlængelse af Åby-krucifikset (ca. 1150), hvor Kristus afbildes som høvding med kongekrone på hovedet. Ved nærmere undersøgelse af krucifikset i Henne kirke har det vist sig, at kongekronen på et tidspunkt er ændret til en tornekrone, og der har engang været indsat ædelsten i små huller (gruber) i kronen.
Noget, som enhver besøgende umiddelbart lægger mærke til, er de 2 sidealtertavler: Maria med Barnet, apokalyptisk madonna, "rosenkransmadonna" (på sit oprindelige alterbord), og Skt. Nicolaus, som nu hænger på nordvæggen, men tidligere havde prædikestolens plads, men da der efter reformationen blev opsat prædikestol, måtte han vige denne plads. Disse 2 tavler har været udformet som skabe, men lågerne er desværre gået tabt. Tavlerne stammer fra 1400-tallets slutning - det er altså katolske sidealtre, som til alt held ikke blev udrenset i nogen billedstorm ved Reformationen.
De 2 tavler blev sidst i 1800-tallet forlangt indsendt til Nationalmuseet, men menigheden modsatte sig det og fik lov til at beholde dem, imod at de var under særligt tilsyn. Og godt det samme. De udgør nogle af kirkens fornemste klenodier.
Martin Luther gjorde som bekendt op med den katolske kirkes helgendyrkelse, og Maria dyrkes heller ikke i den lutherske kirke, men hun bør dog æres som den, hun er: Jesu mor, hverken mere eller mindre: Venerandi, non adorandi.
Og Nicolaus, som ifølge legenden mod sin vilje blev valgt til biskop i Lilleasien, er helgen for børn og søfolk m.fl. Nogle af hans helgenhistorier er afbildet på væggene i den nærliggende Aal kirke (i Oksbøl).
Den imponerende hovedaltertavle fylder næsten en hel væg.
Altertavlen var oprindeligt et skab (sengotisk fløjaltertavle), hvor de 2 skabslåger med hver 6 apostle blev lukket for midterfeltet til de forordnede tider (hængslerne ses bag søjlerne).
Skabet stammer fra 1400-tallets slutning ligesom sidealtertavlerne, men det er blevet moderniseret og udbygget til en stor renaissanceopbygning (ca. 1600-1620). Tavlen fremstår nu med en barokstaffering fra 1725. Dette årstal hentyder alene til en renovering, der blev foranstaltet af Hennegårds daværende ejer, Peder Nielsen Endorph, som det også står nævnt på tavlen.
I midterfeltet ses Gud Fader med Sønnen i favnen, Maria med Barnet til venstre og til højre Skt. Nikolaus (?).
Disse 3 middelalderlige altertavler er for nylig gjort til genstand for en registrering på internettet, se hjemmesiden http://www.altertavler.dk/
Den smukke prædikestol (tidlig renæssance) skyldes også en af Hennegårds ejere, Johan Hartvig Staverskov, som det bl.a. står skrevet på fodstykket. Den øvrige tekst er vanskelig at læse, da de enkelte ord er stærkt forkortet. Årstallet er 1573.
Lydhimlen er en smule yngre, ca. 1625 (højrenæssance).
Oven for trappen til koret på den venstre side sidder en låge med våbenskjolde for omtalte Hartvig Staverskov og hustru Birgitte Vind, og initialerne IHS og årstallet 1587.
Lågen hidrører fra disse personers herskabsstol, som vistnok har været anbragt lige neden for prædikestolen.
En fra Staverskov-slægten giftede sig 1630 med Christoffer Hvas, der var en betydelig krigsmand, som i 33 år tjente Christian d. 4. og Frederik d. 3. og bl.a. deltog i 30-årskrigen og senere i svenskekrigene. Han udnævntes til rytteroberst og havde et regiment på 1000 mand til hest. I hans tid oplevede Hennegård sin storhedstid. Han og hustruen ligger begravet i Århus Domkirke, og forbindelsen til Hennegård fremgår af indskriften på marmorpladen (Ebbesens kapel i nordvestre sideskib i Århus Domkirke).
Et herskabspulpitur blev 1776 opsat i kirkens vestende af Christen Sørensen Rygaard til Hennegård og forsynet med malerier af Kristus og apostlene. Malerierne blev fremdraget igen ved kirkens istandsættelse 1920 efter i mange år at have været overmalet med lys egetræsmaling.
Her er kirkens orgel /Marcussen & Søn) med 7 stemmer i dag placeret.
Kirkestolene stammer formentlig fra 1587 og står med en rokokobemaling fra 1776, som ligeledes blev afdækket og genfremstillet ved istandsættelsen 1920.
Kirkeklokken bærer navnet Maren (=Maria) og årstallet 1444.
Alt det såkaldte historiske inventar, krucifiksgruppe, altertavler, prædikestol, lydhimmel, pulpitur m.m. er 2008-2009 undergået omfattende afrensning og retouchering.
Bjarne Sandal, sognepræst
