20
Apr

Tina Christiansen - alletiders orgelmusik

Tidspunkt
kl. 12:30
Adresse
Flintholm Kirke, Junggreensvej 14B, 2000 Frederiksberg
Beskrivelse
Orglet, som selveste Mozart betegnede som Instrumenternes Dronning, har en lang og stolt historie, som rækker meget langt tilbage. Helt frem til den industrielle revolution var dette grandiose instrument sammen med uret en af de mest komplekse konstruktioner, som mennesket hidtil havde skabt. Orglet kan i sig selv gøre det ud for et helt orkester, og som organist er man heldig at have mange århundreders musik at boltre sig i. Når man sætter hænder og fødder i dette fantastiske instrument, som er så rigt på klangfarver, er det derfor kun fantasien, der sætter grænserne. Programmet for denne orgelkoncert vil komme usædvanligt vidt omkring. Det vil nemlig bestå af et mangfoldigt udpluk af de personlige musikønsker, som organist Tina Christiansen har mødt hos de mange mennesker, som er kommet i kirkerne ved vielser og begravelser gennem de år, hun har virket som organist. Musikken kan derfor komme til at bevæge sig i alle mulige retninger lige fra Bach og Elgar over Queen, Led Zeppelin og Procul Harum til filmmusik, ABBA og festlig fransk musik. Tina Christiansen er ansat som organist ved Ansgars Kirke i Odense og er en særdeles aktiv koncertorganist med en omfattende international karriere som solist, kammermusiker og akkompagnatør. Kom til orgelkoncert og lad dig overraske og begejstre over det store orgelbrus!