ved Sognepræst Martin Bendixen Rønkilde

Den danske folkekirke er beriget med en meget omfattende salmetradition og en salmebog, der bugner af elskede og kendte salmer. Det er svært at forestille sig en gudstjeneste eller kirkelig handling i den danske kirke, hvor salmerne ikke er en væsentlig del af helheden, måske endda det bærende.

Hvis man spørger mennesker, hvad de sætter mest pris på ved en gudstjeneste, vil et forsigtigt bud være, at et flertal har salmerne på en top-3 over det, der betyder mest for dem i gudstjenesten. At salmerne fylder så meget i Danmark frem for mange andre landes kirkelige tradition kan have flere årsager. En af dem er, at kirkens reformator, Martin Luther, var meget begejstret for salmerne og betragtede dem som en helt uomgængelig del af menighedens gudstjeneste. Hvorfor han da også selv digtede adskillige salmer, som stadig er at finde i den danske salmebog.

Folkekirkens rødder i den lutherske reformation er altså en hovedårsag, men der ligger trods alt næsten 500 år imellem Luther og vores tid og meget kan ændre sig. Så en anden af de gode grunde til salmernes store betydning skal findes i, at vi i hvert århundrede har haft indtil flere salmedigtere, der har holdt salmetraditionen meget levende. Kingo, Brorson, Ingemann og Grundtvig er salmedigtere, som vores salmetradition ikke kunne have undværet. Men også nu skrives der salmer til menighedens gudstjeneste, så traditionen med at lade salmerne have ordet lever bestemt stadig.

At der indgår salmer i gudstjenesten, er ikke noget unikt dansk, de fleste kirkesamfund har for længst inddraget musikken og fællessangens betydning i deres gudstjenestepraksis. Men der er til gengæld et fænomen, der relaterer sig til salmer, som er meget unikt dansk. Mig bekendt er der, med meget få undtagelser, ikke andre lande, hvor salmer kan synges på mere end én melodi. Men i Danmark er der salmer med endda rigtigt mange valgmuligheder, når det skal besluttes, hvilken melodi en bestemt salme skal synges på. Melodivalget har skabt en helt særlig tradition, hvor det ikke kun er forskellige salmedigteres udtryk, der diskuteres og vurderes i forhold til hver enkelt gudstjeneste, men hvor det lige så meget er salmens melodi, der er afgørende.

Der er salmer, som i bund og grund ikke siger særligt meget, men som på grund af en bestemt melodi er afholdte. For ikke at skabe splid, vil jeg ikke her nævne eksempler, men mon ikke de fleste kunne komme i tanke om en salme, som de ikke holdt af for tekstens skyld, men måske endda på trods af teksten? Og hvad nu, når der så er flere melodier til den samme salme? Hvordan finder man så den "rigtige"?

Det første og mest afgørende, der er at sige hertil er, at der ikke findes en "rigtig" melodi til en bestemt salme. Hvilken melodi, der vil fungere bedst i en bestemt sammenhæng, er ikke noget, der kan fastlægges på forhånd. Så-ledes er der mange, der vil føle sig godt og grundigt bondefanget, hvis de kommer i kirke og skal synge "Hil dig, Frelser og Forsoner" på den "forkerte" melodi. Men hvis kirkens tradition eller måske en bestemt anvendelse af salmen berettiger det, så kan den "forkerte" melodi lige pludselig være den "rigtige".

Der er gennem tiden gjort mange forsøg på at fastlægge kriterier for, hvad en god salmemelodi er. Men alle forsøg er strandet på, at de til syvende og sidst er båret af noget subjektivt, det er ikke muligt at komme med objektive kriterier for, hvad en god og velegnet salmemelodi er. Der kan i bestemte sammenhænge tales om, at det kan være mere relevant at synge en bestemt salme på en bestemt melodi, men det er selvbedrag at tro, at der kan udstikkes kriterier, og i værste fald ender det med uudholdeligt smagsdommeri.

Men hvis bare vi er enige om, at vi ikke nødvendigvis er enige om melodier, så kan vi jo sagtens forsøge at overbevise om, at en bestemt melodi er mere velegnet til kirkelig brug eller passer bedre til teksten. Med det forbehold at vores holdning er lige så subjektiv og farvet som andres, og ingen holdning er bedre end andre. En god salmemelodi kendes på brugen. Det er kun ved at bruge melodier, ved at synge dem igen og igen at det kan ses, om en bestemt melodi passer til salmen. Og tænk nu hvis en anden melodi end den, vi er vant til, kom til at åbne os for nogle andre lag i salmen? Det ville da ikke være helt at foragte.

Salmernes melodier findes i koralbogen. Men det er en gammel vittighed blandt "kirkefolk", at adskillige salmer også kan synges på melodier, som ikke primært kendes fra kirken. Det er der ikke noget nyt i. Melodien til "Sorrig og glæde" er en gammel dansevise, som er blevet indsunget og nu er mere salmemelodi end noget andet. Så prøv at overveje, hvad der ville ske, hvis nogle af vore kendte salmer kom på helt nye og anderledes melodier. "Tag det sorte kors fra graven" kan f.eks. synges på melodien til "Nu går våren gennem Nyhavn" og "I østen stiger solen op" på temaet fra tv-serien "Dallas". Jeg foreslår ikke, at det skal gøres, men nævner det, for at gøre opmærksom på, hvad der ville ske med disse salmer, hvis melodien nu åbnede nogle nye forståelser.

Den danske salmetradition er rig. Meloditraditionen er næsten rigere. Og det skulle den gerne blive ved med, så hver menighed kan synge salmerne, som det nu falder dem nærmest.

___________________________________________________

ved Sognepræst Annette Molin Schmidt

Det er mandag den 20. oktober 2008. Jeg har fridag, fordi en præst arbejder både lørdag og søndag, så tirsdag er dagen, hvor min arbejdsuge begynder. Alligevel går jeg og tænker lidt på alle de breve kordegnen og jeg sendte ud i fredags. Allerede på torsdag den 23. oktober begynder årets juniorkonfirmander, som går i 3. klasse, de får et velkomstbrev. Desuden skal alle, der har gået til babysalmesang inviteres til babygudstjeneste om søndagen den 26. oktober og så skal alle, juniorkonfirmander fra i år og sidste år have en invitation til Halloween Bøn & Brunch, som for andet år i træk skal afholdes den 1. november kl. 11. Jeg får pigespejderne og FDF'erne og nogle fra menighedsrådet til at hjælpe til på dagen, for sidste år var vi 140 mennesker i kirken.

Tirsdag morgen er der morgenmøde for de ansatte ved kirken, her får vi talt om de kommende dage og ugers aktiviteter og drøftet stort og småt. Dagen summer, for ved middagstid kører vi 70 mennesker i bus ud på årets Løvfaldstur. Vi skal til Holbæk i år og humøret er højt, når kirken rykker ud i naturen, først kl. 18 er arbejdsdagen slut.

Onsdag er jeg i færd med at fortælle om kirken, dens historie, dens interiør og kristendommen som religion. På bænkerækkerne sidder 25 3. G'ere fra Falkonergårdens Gymnasium. Læreren ringede og spurgte om vi ville give de unge en religionstime i kirken - selvfølgelig ville vi det; i næste uge kommer to andre 3. G-klasser. Snart skal vi også have nogle skoleklasser på besøg fra Folkekirkens Skoletjeneste. De skal lære om salmer. Sidst var der nogle klasser, der lærte om religiøse malerier, dengang da Danmark blev kristent og meget andet - vi er heldigvis tre præster.

Kl. 15 er der møde i kirkens PR udvalg. Vi sidder seks mennesker og bliver enige om, hvordan vi skal annoncere for de kommende arrangementer og at vi skal have peppet vore hjemmeside lidt op - og så skal kirkebladet her i trykken. I sidste uge havde vi møde i kirke og kultur udvalget, der forberedte vi kommende koncerter og Flintholm-eftermiddagene, som foregår hver anden tirsdag. En af de store dage var da vi sad 110 mennesker i salen og hørte Dronningens kammertjener fortælle om sit liv ved kongehuset.

Samtidig med mødet er der konfirmander nede i menighedssalen, det er sognepræst Birgitte Haahr, der underviser og i mandags var det Martin Bendixen Rønkilde. Jeg har ikke konfirmander i år, da der altid kun er to hold. Til gengæld har jeg 50 juniorkonfirmander sammen med min medhjælp Mia. De er fordelt på to hold torsdag og fredag - det kræver virkelig forberedelse for præsterne med junior og "seniorkon-firmander", skulle jeg hilse at sige.

Det er blevet aften og præstekollega Birgitte og jeg har sat en film i gang på et kæmpelærred i salen. Det er "Jesus fra Montreal". Vi har filmklub 4 aftener med Jesus-rollen som tema - det er meget spændende for alle de popcornsspisende og coladrikkende gæster der er mødt op.

Lørdag er der bisættelse, dem er der mange af her i Flintholm, så jeg skal have begravelsessamtale kl. 12 om torsdagen. De er kede af det, farmor er død. Vi vælger salmer og får en god snak.

Inden jeg mødes med de pårørende går jeg lige ind i kirkerummet, for året rundt er der babysalmesang for de helt små. Det er så dejligt beroligende og godt at få talt med de nybagte forældre, der sidder trofast i kirken torsdag efter torsdag, så længe de har barsel.

Og det blev fredag og det blev lørdag og så blev det søndag. Kl. 13 mødes vi oppe i kirken vi skal have babygudstjeneste kl. 14. Birgitte Haahr havde højmessen i dag og Martin Bendixen Rønkilde har højmessen på næste søndag, og så er det min tur igen. Hverdagen går sin gang - også for en præst for påske og pinse og jul står for døren.

_________________________________________________________

ved sognepræst Birgitte Haahr 

  Undersøgelser viser, at vi voksne lægger meget vægt på måltidet. Vi vil gerne spise noget ordentligt, måske ud fra en viden om at vi i høj grad også er, hvad vi spiser og bliver, hvad vi spiser, men det er formodentlig kun en side af det. En anden side er fællesskabet om det at spise, det fællesskab et måltid giver. Så rundt omkring i hjemmene gøres der mange anstrengelser, for at vi også kan mødes ved de her måltider, sidde sammen ved bordet og blive mindet om, at vi også er en familie og et fællesskab.

Spørger man så børnene og de unge mennesker, så viser det sig, at de lægger vægten et helt tredje sted, ikke så meget på ernæringen og ikke så meget på fællesskabet traditionelt forstået, de er jo altså også på vej væk til et andet og nyt fællesskab, men de lægger vægten på samtalen. Inddrages de i samtalen og er de på den måde med, så vil de gerne være en del af fællesskabet, ellers kan det være det samme.

Går man nu til nadveren med de her briller på, så har de unge mennesker fat i noget væsentligt også ved det her måltid. Det handler selvfølgelig i allerhøjeste grad om det, vi spiser. Ifølge indstiftelsesordene er det Jesu legeme og Jesu blod. Det handler i allerhøjeste grad også om et fællesskab, men så handler det også om en samtale. Nogle vil mene, at der ikke snakkes og ikke tales ved nadverbordet, at det på den måde er et tavst måltid, men spørgsmålet er, om det er rigtigt, og om det ikke er et meget mislykket måltid, hvis det ikke også rummer en samtale. Det må selvfølgelig være en stille samtale, som andre ikke hører, men en samtale mellem den enkelte og Vorherre selv.  Det, som formodentlig er de unge menneskers ømme punkt, når de ikke inddrages i samtalen, er frygten for ikke at blive set og ikke at blive anerkendt, det som også ville være vores, vi voksnes frygt, hvis ingen talte med os.  Ved nadverbordet er det temmelig vigtigt, at vi bliver set og bliver hørt, som dem vi er - derfor samtalen. Vi er del af en familie, men vi er det i vores egenart!

Nadveren er påskens og opstandelsens store måltid, som fejres hver eneste søndag. At nadveren fejres hver søndag kan få os til at glemme, at det i så høj grad handler om påske, og få os til at tro, at det lige så meget handler om alt mulig andet. Men det er påskens og opstandelsens måltid, der gentages og gentages. Tidligere har det været et måltid, som i højere grad var forbeholdt de få, der var i hvert fald langt færre, der gik til alters, end der er i dag. Det fik den betydning for oplevelsen af fællesskab, at det i højere grad blev et fællesskab for de få, og det kom nemt til at sætte skel, også skel i en menighed. I dag går både unge og gamle til alters, kirkevante og mere kirkeuvante, ingen kontrollerer om de som går op egentlig er døbte. Det giver et helt andet fællesskab. Det bliver bredere, og der sker det forunderlige, at vi nok er en samling individualister, og hver vil føre vores samtale med Gud, og hver vil knæle foran alteret og ses i vores egenart, men det bliver alligevel et fællesskab. Det bliver et fællesskab mellem meget forskellige mennesker, som her mødes om det samme, og får det samme at spise;

en tro på at noget nyt

kan begynde,

at noget nyt også må begynde,

en tro på at en grav

kan være tom

og en synd

kan være sonet.