Fjenneslev hører til et af de navnkundige steder i Danmark. Det er heller ikke uden grund, at der går ry af Fjenneslev; thi få steder i landet har spillet den rolle i vor historie, som Fjenneslev har gjort. Her gælder digteren Chr. Richardts ord: Der er Danmarks saga gjort. Et vigtigt blad i Danmarks historie er skrevet i Fjenneslev.Navnet Fjenneslev viser, at det er en gammel landsby. Byer, hvis navne ender på lev, er grundlagt før vikingetiden, der begyndte omkring år 800. Disse byer er gerne lagt på god jord, bebyggelsen var endnu ikke så tæt, at det var nødvendigt at opdyrke den dårlige jord. Den første stavelse i lev-byerne er ofte et mandsnavn, lev betyder gods eller arv.
Det er os en ubekendt mand Fjalin, der for 14-1500 år siden grundlagde Fjenneslev. Han lagde den på en bakke, hvorfra der var vid udsigt over landet mod øst, der var ryddet for skov, bynavnene østpå viser, at landet tidligere er blevet opdyrket.
Men Fjalins slægt har ikke været de første beboere på stedet her. Den sammensunkne stendysse på svinget fra hovedvejen fortæller om, at her har stenalderfolket levet og begravet deres døde. Flere jævne grave og høje viser, at for flere tusinde år siden har stedet været beboet. De lavtliggende egne mod nord, Frøsmose, Mørup og Engmose var på den tid sø, hvor stenalderfolkene kunne hente en stor del af føden. De tætte skove var rige på vildt; de gav sig også af med lidt agerbrug, de brændte skoven af og såede korn.

Hvideslægten
Men det er hverken folkene i oldtiden eller Fjalins slægt, der har gjort Fjenneslev kendt landet over.
Det er den kendte Hvideslægt, den skylder sit ry. Denne slægt var, næst efter kongeslægten, den mest ansete i det 12. og 13. århundrede. Den har øvet en afgørende indflydelse i middelalderen, først under Valdemar d. Store som kongernes trofaste støtte i genrejsningen af landet efter borgerkrigens ulykker, senere var den som kongemagtens modstandere med til at styrte Danmark ud i en ødelæggende kamp mellem kongemagten og kirken. Ikke mindre end 10 af slægten blev biskopper, 5 af disse endda ærkebiskopper. Kvinderne i slægten bragte det også vidt, 2 af dem nåede at blive dronninger i Sverige.
Ingen anden slægt har i løbet af de 300 år, der var Hvideslægtens levetid - dens grundlægger Skjalm Hvide var født omkring 1035, og dens sidste mandlige medlem døde henimod 1350 - frembragt så mange betydelige personligheder, såvel på det verdslige som kirkelige område.

Skjalm Hvide
Hvideslægtens vugge har stået i Fjennslev, hvor Skjalm Hvide, slægtens stamfader, havde sit hjem. Han var høvedsmand på Sjælland, han udmærkede sig i slaget ved Nisaa 1062 i krigen mellem Svend Estridsøn og den norske konge Harald Haarderaade.
Skjalm Hvide døde omkring 1113 og blev begravet i Fjenneslev Kirke, hvor også en af hans sønner, Toke, blev begravet, denne kirke har formodentlig været af træ.
Senere flyttedes gravene til Sorø Kirke, der efter Absalons grundlæggelse af Sorø Kloster blev slægtens gravkirke.
Da Erik Ejegod og dronning Bodil 1103 drog på pilgrimsrejse til det hellige land, satte de deres niørige søn Knud, der senere fik tilnavnet Lavard, i pleje hos Skjalm Hvide og hans hustru Signe. Begge hans forældre døde som bekendt på rejsen, hvorfor han fik sit hjem hos Skjalm Hvide og blev opdraget sammen med deres sønner, af hvilke især Asser Rig blev kendt.

Asser Rig og fru Inge
Efter Skjalm Hvides død arvede Asser Rig fædrenegården. Hans hustru var den kendte fru Inge, en datterdatter af Knud den Hellige.
Om dette hjem kan man med rette bruge digterordet, at tit bar et enkelt hjem et helt land, sjældent har et hjem betydet så meget for et land som dette, både ved sin egen indsats og ved den betydning, som deres to sønner Esbern Snare og Absalon og deres fostersøn Valdemar den Store, fik for Danmark. De tre lagde grunden til Danmarks storhedstid i middelalderen.
Asser Rig var høvdingen, der drog i leding og var med i, hvad der rørte sig i Danmark, han virkede udadtil. Fru Inge var en hjemmets kvinde; når Asser Rig var borte fra hjemmet, var det hende, der ledede arbejdet hjemme.
Hendes største arbejde hjemme var at lede de tre drenges opdragelse. Dette påhvilede i de første år moderen, senere overtog faderen deres indøvelse i våbenbrug. Hun nedlagde i dem kærlighed til det nødstedte land, og her lagdes også grunden til det samarbejde og det sammnhold, som stod sin prøve livet igennem.
Fru Inge fik også en anden opgave at løse. Medens Asser Rig var i leding, skulle hun fuldende den nye kirke, der skulle afløse den gamle trækirke. Denne opgave løste hun således, at Fjenneslev kirke hører til en af Danamrks smukkeste landsbykirker, en perle blandt vore middelalderkirker.

De tvende kirketårne
Rank og stolt knejser Fjenneslev Kirke, ligeså skøn i dag som den dag, den blev indviet. Der er rejsning over den, noget herremandsagtigt, den er ikke bondefødt som mange af vore landsbykirker.
Asser Rig og fru Inge har villet bygge en kirke, der både kunne være til Herrens ære og Hvideslægten værdig.
Kirkens navnkundighed skyldes de to tårne, vidt bekendt er sagnet om, hvorledes det gik til, at kirken fik to tårne.
Imedens Asser Rig og fru Inge var ved at bygge den nye kirke, blev Asser Rig kaldet i leding, og fru Inge måtte alene bygge kirken færdig. Idet han steg til hest, bøjede han sig ned og hviskede til hende: Hør du kære fru Inge, føder du mig en søn så bold, da bygger du kirken med et tårn, føder du mig en datterlil, da sætter du kun et spir! Da Asser Rig ved hjemkomsten fra den grønne brink skuede de to tårne, forstod han, at hans hustru havde skænket ham to sønner.
Det smukke sagn kender vi fra Oehlenschlägers berømte digt: De tvende kirketårne. Sagnet kan følges tilbage til den bekendte historiker Anders Sørensen Vedel, 1575. Men fortællingen om de to tårnes oprindelse er kun sagn. Esbern Snare og Absalon var ikke tvillinger. Esbern var et par år ældre end Anders.
Tårnene selv fortæller også, at de ikke er bygget samtidig med den øvrige del af kirken. Denne er opført af rå og kløvet kamp, tårnene er derimod bygget af røde mursten, kaldet munkesten, fordi det var munkene, der bragte kendskab til teglbrænding til landet. Men det skete først en menneskealder efter, at Fjenneslev Kirke var bygget; antagelig er kirken bygget omkring 1130.
Et af de første steder, teglstenen blev benyttet, var ved den mur, Valdemar den Store lod opføre foran Thyra Danebods vold Dannevirke. Senere lod han Sct. Bendts Kirke i Ringsted opføre af teglsten.
Bjernede Kirke, den bekendte rundkirke, nabokirke til Fjenneslev, blev påbegyndt med kløvet kamp, men fuldført med munkesten i 1166 af en fætter til Absalon.
Vi ved altså ret nøje, hvornår munkestenene blev taget i brug her på Midtsjælland. Det er rimeligt at antage, at tårnene ved Fjenneslev Kirke også er opført ved denne tid. Derimod kan det ikke afgøres, om fru Inge i sine sidste år selv har bygget tårnene, eller dette først er sket efter hendes død, på Absalons og Esbern Snares initiativ.
Tårnene er ikke rejst af forældrene til de to sønners minde, men det er snarere omvendt, at det er sønnerne, der føjede tårnene til forældrenes kirke for at hædre dem, samtidig med at de smykkede kirken med kalkmalerier, deriblandt billedet af forældrene, der rækker kirken til Herren.
Den kirke, Asser Rig og fru Inge byggede, bestod af skib, kor med korrunding, det var den almindelige grundplan for kirkebygning i den romanske stil, også kaldet rundbuestilen efter den runde bue, der blev brugt til vinduer, døre og korbuen mellem skib og kor.
Fjenneslev Kirke står i dag bevaret, eller rettere sagt, ført tilbage til den romanske stil, thi også den var i tidens løb blevet ombygget og forsynet med hvælvinger. Den er et meget smukt eksempel på den ro og højhed, der var over den romanske stil. De mange let tilhuggede kampesten af forskellig farve, gråt i mange nuancer og rødt, blandet mellem hinanden, bringer liv over kirkens ydre og bryder det tunge præg, der tit kan være over kampestenskirkerne.