Guds høst Mad er livets nødvendighed. Og vi ved, at uden mad og drikke duer helten ikke. Heller ikke den åndelige helt. For alt det liv, vi kender, også det, vi kalder åndeligt liv, er helt knyttet til jorden og kan ikke eksistere uden mad. På den måde bliver maden det første fornødne for os. Vi må have mad for overhovedet at være til. Og i den retning er vi såmænd ikke hævet over dyrene. En anden sag er det, at det ikke bør være sådan, at vi kun lever for at spise. Når Jesus i evangeliet siger: Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk. Så betyder det, at Jesus er afhængig af Gud. Han er slet intet og kan slet intet uden ham. For som vi er bundet til jorden, og vort liv og vor tilværelse er knyttet til maden, sådan er Jesus knyttet til Gud. Jesu liv og tilværelse er bestemt af og betinget af, at fuldbyrder Guds gerning. Det er både det, han lever af, og det han lever for! Så længe Kristus lever, har han ikke andet formål end at fuldføre Guds gerning. Og så længe han lever fuldføres Guds gerning. Den dag, da Guds gerning ikke længere fuldførtes, var Kristus død. Det er lige så sikkert, som det menneske, der ikke får mad, dør. At Guds gerning lykkes betyder, at vor frelse lykkes. Vor frelse kan ikke gennemføres uden Guds gerning. Vi er fra begyndelsen og indtil enden henvist til Guds hjælp, til at håbe på hans nåde og barmhjertighed. Håbe på, at hans gerning som er vor frelse lykkes også uden vor hjælp. Men at Guds gerning lykkes, vil sige at vor frelse lykkes. Så stærkt har Jesus altså bundet sig til os. Ikke som en, som står os bi til et vist punkt. Ikke som en, der holder en bagdør åben for sig selv, som han kan smutte ud af og redde sig selv, når alt andet er tabt, frelse sig selv, når vor frelse mislykkes. Sig selv kan han ikke frelse, sagde man spottende om ham, da han hang på korset. Man mente dermed, at han var i menneskers vold. Men han var i Guds hånd. Spotterne talte sandt. Han kunne ikke frelse sig selv. Skal han frelses, må det være sammen med dem, der hører ham til, som han har bundet sig til og er eet med. Kan han ikke frelse dem, så er det ude med ham også, ja, så er også han fortabt. Jesus Kristus er menighedens hoved. Han er den himmelske bruds brudgom. Men hvad er en brudgom uden brud, et hoved uden legeme. Sådan er Kristus intet uden sin menighed. Hvad han er, det er han i og sammen med sin menighed. Han er Guds enbårne søn. Han er herre og frelser. Han er den opstandne, syndens og dødens overvinder. Men alt sammen er han i sin menighed og sammen med den. Kristus er intet uden sin menighed, fordi han intet vil være uden den. Han lever og ånder kun for én ting: at fuldbyrde Guds gerning. Sådan giver han os håb. Vi må se hen til ham alene, håbe på ham, sætte al vor tro og fortrøstning til ham. Vor frelse er hans gerning. Og han svigter ikke. Så lidt som et menneske kan forsage mad og drikke. Han kan sætte sit liv til – han kan dø. Men han kan ikke svigte os. Og da han døde, rejste Gud ham igen. For hans gerning er Guds gerning. Og så fuldbyrdes den dog. Og fuldbyrdes stadig trods synd og død. Derfor kan apostlen Paulus spørge: Død hvor er din sejr? Død hvor er din brod? Gud ske tak som giver os sejren ved vor herre Jesus Kristus. Et andet sted siger Paulus: Jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nærværende eller noget kommende eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning skal kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus , vor herre. Det er i en sådan tillid til Gud vi skal leve. Hverken det, som er, eller det, som kommer, skal få magt til at skille os fra Gud. Hverken det om os eller det i os skal få magt dertil. Hverken døden om os eller døden i os skal formå noget. Kristus har antaget os i dåben og han giver sig hen til os i nadveren. Så må alt andet vige. Han fuldføre den gerning, han har begyndt i os. Det er hans mad at gøre det. Vor frelse er blevet hans livssag. Den er blevet en livsnødvendighed for ham. Derfor skal vi håbe og trods alt være ved godt mod. At tvivle på at vi er af ren nåde er Guds børn, er at tvivle på Kristus. At mene at vi skal ved en eller anden anstrengelse eller et offer skal opnå vor børneret hos Gud, er at tvivle på, at Kristus fuldfører Guds gerning. Er Jesus Kristus Guds søn, da er også vi Guds rette børn med ham og alene ag den gerning, han fuldfører ved døbefont og nadverbord. Er Kristus opstået, da skal også vi opstå med ham og ved ham. Er Kristus ved Guds højre hånd, så skal også vi nå dertil engang. For det er hans mad at føre os dertil. Underligt og urimeligt lyder det, når vi ser os om og ser hvem vi er. Men hvad der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud. Og således kan Kristus taler om en anden høst end den, der står og modnes på markerne en gang hvert år. At troen modnes hurtigere under ordet, end kornet modnes under solen. Således er Guds høst uafhængig af alle tider, at tidens tegn, af alle tiders kår. Kristus fuldfører Guds gerning, og derfor sker den til enhver tid og på ethvert sted, hvortil han sender sit ord.